Kontakt os







 

Viasat klar med markedets sikreste kodnings-system
Lørdag 27. marts 2004
Af Karsten Jensen
 
Tv-pirater stjæler hvert år programmer for millioner af kroner fra distributørerne af betalingskanaler. For at komme pirateriet til livs skifter Viasat nu til det Viasat kalder markedets sikreste kodningssystem. Selskabets lovlydige parabolkunder kommer knap nok til at mærke skiftet, der blev skudt i gang den 8. marts og afvikles hen over foråret og sommeren.
Tv-distributionsselskabet Viasat fået nok af pirater, der bruger ulovligt kopierede parabolkort til at se gratis med på selskabets kanaler via en digital parabolmodtager. Viasat har på skandinavisk plan investeret i kodningssystemet VideoGuard - markedets mest udbredte og sikre af slagsen. Over hele kloden ser mere end 34 mio. tv-seere på VideoGuard-kodede kanaler. SKY i England, som har mere end 7 millioner digitale abonnenter, har brugt systemet siden de lancerede SKY Digital i 1998, og har ikke haft problemer med tv-pirater.

"Vi vil ikke finde os i, at folk stjæler vores kanaler. Flere af de kanaler, vi distribuerer, er vores egne, og vi har investeret store beløb i at udvikle og indkøbe de programmer, som vi sender på for eksempel TV3 og Viasat Sport. Derfor vil vi ikke acceptere, at folk ser med gratis - også fordi det håner vores betalende kunder. Det svarer til, at nogen går gennem kassen i supermarkedet uden at betale for varerne, mens andre pænt står i kø" siger Kim Poder, administrerende direktør i Viasat.

Viasats betalende kunder kommer ikke til at mærke det store til kodeskiftet. Ændringen finder sted etapevis, og de første fik det nye signal mandag den 8 marts. Selskabet informerer alle sine betalende kunder om skiftet, før det sker, og lægger vægt på, at det bliver så nemt for kunderne som overhovedet muligt. For hovedparten af kunderne betyder det blot, at de skal udskifte det parabolkort, der sidder i deres parabolmodtager i dag.

"Indførelsen af vort nye kodningssystem betyder, foruden en helt overlegen teknologi, at vi fremover selv udsteder og administrerer alle parabolkort. Vi matcher kortene direkte med den parabolmodtager, de skal bruges i, gennem et identifikationsnummer. Både parabolmodtager og parabolkort får altså en slags fælles fingeraftryk, og alt i alt bliver det umuligt at snyde sig til 'en kigger' hos os", siger Kim Poder.

Viasat bekæmper i dag pirater sammen med Canal Digital og TDC Kabel TV i initiativet STOP. Sidste år behandlede STOP 137 sager og et tocifret antal ulovlige hjemmesider er til dato blevet lukket. STOP gennemfører nogle af de største sager om pirateri i verden og i slutningen af året satte STOP den hidtil største forhandler ud af spil. En forhandler i Randers havde distribueret 2.7 millioner kort i Europa over en tre års periode. I 11 af sagerne løber erstatningskravet op i millioner af kroner.

Viasat sender information om ændringen af kodningssystemet direkte til alle betalende kunder. Derudover finder man information på selskabets hjemmeside og på tekst-TV.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002