Kontakt os







 

DR-dokumentarsag op på bestyrelsesniveau
Søndag 29. februar 2004
Af Thomas Nielsen
 
Det manipulerende tv-klip fra dokumentarprogrammet om en dagplejemor fra Mors ryster nu for alvor DR i sin grundvold. DRs bestyrelse kræver en redegørelse fra ledelsen om hele sagsforløbet og journalisterne ønsker en intern debat om etik i dokumentar- og nyhedsprogrammer.
Det bliver op til bestyrelsen i DR at tage stilling til, om sagen med klippefusk og billedmanipulation i et stærkt omtalt tv-program skal have konsekvenser på topniveau. Bestyrelsen skal have en redegørelse om sagen og en kilde oplyser til Berlingske Tidende, at den skal behandles på DRs kommende bestyrelsesmøde den 16. og 17. marts.

Generaldirektør Christian Nissen og hans højre hånd, programdirektør Lars Vesterløkke, har uddelt næser til sig selv for langsommelig sagsbehandling, men kilder internt i DR mener, at det ikke er tilstrækkeligt, da sagen endnu ikke er fuldt belyst. Til Berlingske Søndag siger kilder, der ønsker at være anonyme, at det lyder meget usandsynligt - grænsende til det urigtige - når programdirektør Lars Vesterløkke siger, at han først fik viden om, at der var sket billedmanipulation 6. februar - mere end to måneder efter, at den medvirkende dagplejemor i programmet blev politianmeldt for vold mod et barn. Beskyldningen blev senere trukket tilbage, men den fik DRs jurister ind i sagen i de første dage af december.

I forbindelse med tidsforløbet, vækker det også stor undren, at Lars Vesterløkke tog på vinterferie efter at han, ifølge egne oplysninger, var blevet bekendt med manipulationen, frem for at få sagen dementeret offentligt. Generaldirektør Christian Nissen siger, at det næppe er programdirektørens vinterferie, der er årsag til forsinkelsen, og at der var andre i DR, som også behandlede sagen.

Samtidig med at DRs bestyrelse vil have løftet hele sagen op i øjenhøjde, foreslår bestyrelsesmedlem Søren Espersen (DF) en erstatning på 50.000 kroner til den dagplejeren, som fejlagtig blev hængt ud i tv-programmet. Kvinden har ganske vist fået en undskyldning af DR, og hun har opgivet at retsforfølge stationen. Men ifølge Søren Espersen er undskyldningen ikke nok.

Formanden for DRs journalistgruppe, Bodil Rahbek, efterlyser i samme forbindelse en debat om programetik og -ansvar i DR. Hun henviser til, at kampen om høje lytter- og seertal presser DRs journalister til at gå tættere og tættere på de mennesker, som de laver programmer om:

"Vores oplevelse er, at de programetiske grænser flyttes. Det skyldes bl.a. konkurrencesituationen. Vi bliver fra time til time mindet om, at DR er i hård konkurrence. Denne sag giver anledning til, at vi i DR meget nøje skal diskutere programetik og programansvar. Vi vil gerne sætte fokus på, hvor grænserne går", siger Bodil Rahbek, som nu vil rejse spørgsmålet om etik i alle samarbejdsudvalg.

Hos konkurrenten TV 2 har sagen givet anledning til, at ledelsen har indskærpet, at journalister og redaktører skal være endnu mere omhyggelige, oplyser journalisternes tillidsmand Claus Birk. Han er ikke enig i, at konkurrencen presser de etiske grænser:

"Konkurrencen bør netop lægge et meget stort pres på, at journalister og redaktører sørger for, at programmerne er sandfærdige. Det er forkert at give bolden videre, for ingen bør lade sig presse til det, der er sket her", siger Claus Birk til Berlingske Tidende.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002