Kontakt os







 

Kontroversielt dokumentar-klip får konsekvenser for DR-medarbejdere
Torsdag 26. februar 2004
Af Thomas Nielsen
 
Forlydender om at flere ansvarlige chefer i DR er blevet forflyttet efter det famøse fejlklip i dokumentarudsendelsen om en dagplejemoder fra Mors. Programmets tilrettelægger har fået en påtale.
DR har afsluttet sin redegørelse om den manipulerede udsendelse "Det tager børn da ikke skade af", og den viser, at der er sket en række fejl på ledelsesniveau. Det er blandt andet en fejl, at det pågældende klip - hvor en lille dreng tager sig til hovedet, efter angiveligt at være slået - er lavet og sendt på tv. Det er også en fejl, at DR ikke reagerede hurtigere og mere kompetent og hele den famøse sag får nu konsekvenser for en række chefer.

- Det reagerer vi nu på - først og fremmest over for de ansvarlige chefer, men også over for tilrettelæggeren, siger DRs generaldirektør Christian S. Nissen, som af hensyn til den nødvendige forvaltningsretlige fortrolighed om personalesager ikke kan uddybe, hvilke skridt, der bliver taget.

Imidlertid er sagen så alvorlig, at der fra flere uafhængige kilder i DR er forlydender om, at de to ansvarlige redaktører Henrik Grunnet og Henrik Hartmann er blevet forflyttet. Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger, er Henrik Grunnet ikke længere er chefredaktør. Tilrettelæggeren af programmet, Hanne Ida Alsbirk, erkender overfor Ritzau, at hun har fået en påtale af ledelsen i DR, men at hendes ansættelsesforhold er uberørt:

- Jeg har hele tiden vedkendt mig mit ansvar og er fint tilfreds med forløbet, siger Hanne Ida Alsbirk.

Formanden for journalistgruppen i DR, Bodil Rahbek, har kritiseret ledelsen voldsomt for ansvarsforflygtigelse. Men hun er tilfreds med udmeldingerne:

- Signalet fra DR viser, at man har taget og tager denne sag meget alvorligt, siger hun til Ritzau.

Christian S. Nissen understreger, at DRs programdirektør, Lars Vesterløkke, og han selv også har et ansvar:

- Vi hørte første gang om det kritisable klip i begyndelsen af februar og burde straks have fået undersøgt sagen nærmere, siger Christian S. Nissen, der samtidig tilføjer, at DRs retningslinier har været gode nok.

- Derfor skal vi ikke til at indføre nye retningslinjer, men derimod gøre en indsats for, at medarbejdere og ikke mindst chefer lever op til deres ansvar og følger DRs programetiske regler, slutter Christian S. Nissen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002