Kontakt os






 

Biker-Jens vinder dyreværnspris
Mandag 23. februar 2004
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Tv-værten Jens Romundstad fra TV3 har - sammen med redaktøren Rasmus Steentoft og Nordisk Film - vundet en international dyreværnspris for et afsnit af TV3-dokumentarserien "Biker Jens - Et liv på grænsen".
Det er prisen "Eighteen Annual Brigitte Bardot International Genesis Award", der tildeles Jens Romundstad og programmet. Overrækkelsen finder sted den 20. marts 2004 på Beverly Hilton i Hollywood, USA. Prisen uddeles af den amerikanske dyreværnsorganiastion "The Humane Society of the United States" (HSUS) og vises på amerikansk tv den 25. april i et totimers show på kanalen Animal Planet.

"Jeg har lige nu svært ved at finde ord for, hvor stolt jeg er. En international tv-pris fra USAs største dyreværns-organisation til det program, jeg selv synes, er det absolut bedste, jeg nogen sinde har lavet på tv. Er du gal, jeg er så stolt, man kan blive. Og jeg glæder mig voldsomt til at skulle modtage prisen. Takketalen er jeg allerede ved at formulere i hovedet – nu har jeg jo set, hvordan det skal gøres af DR TV, da Nikolaj og Julie vandt en Emmy", griner Jens Romundstad.

"Det er nu også ganske lærerigt og underholdende at tænke på, at da vi viste programmet i Danmark i efteråret 2003, stod diverse dyreværnsforeninger og sikkert velmenende "mail-aktivister" på nakken af hinanden for at nedgøre programmet og beskyldte mig for de uhyrligste ting. Flere kaldte - diplomatisk sagt - programmet for "et forsvar for tyrefægtning” og havde meget svært ved at se, at selv om man gør sig til en del af et miljø, er man ikke nødvendigvis fortaler for det, der foregår. Denne pris viser, at det er der andre, der har bidt mærke i - og derfor gør det mig endnu mere glad og stolt, for man skal ikke være i tvivl om, at jeg er modstander af tyrefægtning i almindelighed og dyremishandling i særdeleshed, hvilket programmet også understreger tydeligt. Den flotte pris er med til at understrege, at TV3, jeg selv, Nordisk Film og redaktøren Rasmus Steentoft har haft godt fat i den rigtige ende af at lave dokumentar på en nyskabende facon, hvor man gør sig selv til en del af et bestemt miljø og gennem viden og det at prøve tingene selv, giver seerne mulighed for at komme lige det skridt tættere på", siger en meget stolt og glad Jens Romundstad.

Prisen er uddelt til Jens Romundstad og programmet med blandt andet følgende begrundelse fra organisationen bag prisen: "For ved selvoplevelse som vært i programmet at forsøge sig med tyrefægtning og derigennem på egen krop opdage, at denne blodige "sport" og såkaldte kunstform er udsøgt ond og ganske unfair konkurrence, der giver fordele til matadoren og imod tyren".


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002