Kontakt os







 

Fogh-fraklip lækket fra privat firma
Mandag 26. januar 2004
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR har afsluttet sin undersøgelse af, hvordan fraklip fra dokumentarprogrammet 'Fogh bag facaden' kunne komme i de forkerte hænder. Efter al sandsynlighed skyldes fadæsen en af de eksterne leverandører, DR brugte i forbindelse med programmet.
DRs generaldirektør Christian S. Nissen fik lørdag en redegørelse om sagsforløbet. Den viser, at båndet med fraklippene ikke kommer fra Statsministeriet, og at det er meget usandsynligt, at det kommer internt fra DR. DRs gennemgang af forløbet viser, at de tv-billeder, som Ekstra Bladet og TV 2 ulovligt offentliggjorde i onsdags, efter al sandsynlighed kan spores til en af de eksterne leverandører, som DR brugte i forbindelse med færdiggørelsen af programmet i marts sidste år.

Firmaet har samarbejdet med DR igennem en årrække.

Når DR med meget stor sandsynlighed kan identificere båndet, skyldes det, at den kopi, Ekstra Bladet og TV 2 har vist, er kendetegnet ved forskellige tekniske koder og karakteristika.

"Vi kan ikke endegyldigt bevise, at det pågældende firma har ansvaret for lækagen, og derfor vælger vi ikke at offentliggøre navnet. Men det pågældende firma indrømmer, at et bånd med de viste fraklip mod normal praksis har ligget hos firmaet gennem de seneste ni måneder. På den baggrund erkender firmaet, at lækagen efter al sandsynlighed er opstået der," siger Christian S. Nissen.

DR vil snarest gennemgå sine aftaler med de eksterne samarbejdspartnere for at få fastlagt mere sikre procedurer. I samme omgang vil DR skærpe egne arbejdsgange. "Vi er blevet meget klogere af undersøgelsen, som nu er afsluttet, og vil nu gøre alt for ikke at komme i en lignende situation. Det handler om DRs troværdighed og evne til at holde indgåede aftaler og beskytte sine kilder," siger Christian S. Nissen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002