Kontakt os







 

TV-avisen ren digital fra og med i dag
Onsdag 29. oktober 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I dag onsdag den 29. oktober er en historisk dag for TV-avisen. Det er første gang de store TV-aviser kl. 18.30 og 21.00 bliver produceret og afviklet uden bånd. TV-avisen er fra i dag ren digital, og det bringer TV-avisen op i verdenseliten i digital nyhedsproduktion. Systemet består blandt andet af Danmarks kraftigste computer, som kan rumme 90.000 timers tv og som er dimensioneret til, at 300 medarbejdere teoretisk kan arbejde på et indslag samtidigt.
"Sammenlignet med den internationale tv-verden er DR nu førende i forhold til at udnytte den nye teknologis muligheder til optimering af arbejdsgange og hurtig nyhedsproduktion," siger nyhedsdirektør i DR Lisbeth Knudsen.

De korte TV-aviser om morgenen og de korte nyhedsudsendelser i løbet af dagen - samt Deadline kl. 22.30 - er allerede gået over til digital nyhedsproduktion. I dag følger så de store nyhedsudsendelser og DR Sporten.

Gennem de seneste uger har alle medarbejdere været igennem et omfattende uddannelsesprogram. Arbejdsprocesser og rutiner er ændret, og en helt ny produktionsform er ved at tage form.

Journalisterne deltager fremover i redigeringen af tv-indslag fra deres egen pc, og videobånd er i redigering og afviklingsfasen afløst af topmoderne pc-teknologi. Et grundlæggende princip er deling af råmateriale. Alle medarbejdere i DR Nyheder har adgang til alt videomateriale, så snart optagelserne ankommer til TV-Byen. Det betyder, at andre redaktioner, afdelinger og medier kan versionere og viderebearbejde materiale på en langt mere effektiv måde end tidligere.

"Mange sammenligner digitaliseringen med det markante skift i teknologi og arbejdsgange, der skete, da TV-avisen gik fra filmruller til videobånd i 1970'erne," siger Lisbeth Knudsen.

DR har i sin strategiplan fastlagt, at hele tv-produktionen skal være digitaliseret inden udflytningen til de nye faciliteter i DR Byen i 2006. Nyhedsområdet og Sporten er det første tv-område i DR, der bliver digitaliseret. Herefter følger den øvrige programproduktion.

"Umiddelbart er det ikke meningen, at de nye arbejdsgange skal kunne ses på skærmen, for det handler jo om, hvordan vi internt i DR producerer udsendelserne. Det handler til gengæld om at få nyhederne hurtigt ud til seerne og samtidig sørge for, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt," siger Lisbeth Knudsen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002