Kontakt os







 

Er tv-underholdningen i krise?
Fredag 29. august 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2s nyudnævnte underholdningsredaktør Gitte Madsen havde mindre end fire uger i jobbet i bagagen - og derfor ingen konkrete programplaner - da hun stillede op til debat om tv-underholdning i krise på Tvfestival.dk. Sammen med chefen for underholdningen på DR 2, Mikael Bertelsen, blev hun mødt af kritik af, at tv-underholdning er endt i konceptjageri og mangler fornyelse.
"I dag kan danskerne se de samme talentkonkurrencer og Robinson-programmer på flere sprog afhængigt af, hvilke kanaler de har til rådighed. Talentkonkurrencer er uinteressante, og underholdningen er blevet alt for ens. Vi skal bevare det nationale særpræg i tv-underholdningen", sagde tv-anmelder Henrik Palle, Politiken, iflg. TV 2 | medienyt og tilføjede, at han kommer fra den "jagede race af kulturradikale smagsdommere".

"Der er en tendens til, at gode ideer bliver brugt alt for længe. Nu har vi mange gange set kendte mennesker, der fortæller anekdoter fra deres ungdom. Det er ligesom tryllekunstneren, der er så begejstret for at kunne trylle duer frem, at han slet ikke kan holde op", sagde en tilhører.

Gitte Madsen sagde fra mødets begyndelse, at hendes mål for tv-underholdning var "folkelig højde" snarere end "folkelig bredde". Hun afviste, at der bliver lavet masser af dårlig tv-underholdning og fandt det heller ikke problematisk, at tv-koncepter anvendes i flere lande.

"Danskerne sidder jo ikke og ser reality-tv på flere sprog eller følger samtlige talentkonkurrencer. De vælger det program, som de finder bedst, og som passer bedst med deres egne værdier", sagde Gitte Madsen og understregede: "Naturligvis skal vi være nytænkende og originale. Vi skal ikke bare give folk det, de vil have. Vi skal give dem det, de ikke engang vidste, de kunne få. Når det gælder den store familieunderholdning, skal vi finde de fællesnævnere, som kan give familien en engagerende oplevelse foran tv-skærmen. Vi skal skabe liv i stuen frem for hold i nakken. Dette hold i nakken opstår jo typisk, når man er faldet i søvn foran skærmen".

Gitte Madsen, der senest har arbejdet i reklamebranchen, har stor viden om danskernes livsstil. Og tv-underholdning bør netop have forståelse for den tid, vi lever i, og for de adfærdstendenser, som præger samfundet. I dag er de sociale referencer anderledes, og vi ser tv på en anden måde end tidligere, skriver TV 2 | medienyt videre

"Tv er blevet en kollega, ven og sparringspartner, når vi ser livsstilsfjernsyn om f.eks. huspriser, boligindretning eller om at finde en kæreste. Tv-redaktører skal sørge for at få røven ud af studiet og finde ud af, hvad der foregår hjemme i sofaen", sagde Gitte Madsen.

Hun tilføjede, at de firkantede kasser mellem genrer som underholdning, livsstil og fakta er under nedbrydning.

Mikael Bertelsen fra DR sagde, at underholdning på DR 2 ikke er i krise: "Vi laver den ene succes efter den anden. Der er så til gengæld ikke nogen, der ser det", sagde han med et ironisk glimt i øjet.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002