Kontakt os






 

Vi ser det samme – bare ikke samtidigt
Torsdag 28. december 2017
Af Redaktionen
 
Langt færre tv-programmer end tidligere har over en million seere. Det store fællesskab viger pladsen for de små, fremgår det af en undersøgelse i publikationen 'Medieudviklingen 2017', som snart udkommer.
Der var engang, hvor man talte om, at gaderne lå øde, når fjernsynet sendte afslutningen på en stor dramaserie, finalen i 'Kvit eller dobbelt' eller 'TV i teltet' med Linie 3.

Sådan er det ikke rigtigt mere, men vi ser stadig det samme. Bare ikke samtidigt. Det er én af konklusionerne i en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, der indgår i publikationen 'Medieudviklingen 2017', som DR Medieforskning udgiver i slutningen af januar. Omkring 1.000 personer har deltaget i undersøgelsen.

En anden af konklusionerne er, at borgernes medieforbrug bliver spredt ud over flere og flere platforme.

"I 1990’erne brugte danskerne omkring 70 procent af deres tid foran fjernsynet i selskab med hovedkanalerne DR1 og TV 2. Det betød, at programmer som 'Beverly Hills 90210', 'Lykkehjulet' og TV-Avisen rutinemæssigt rundede en million seere. Op igennem 00'erne begyndte det at knopskyde med nye kanaler på det danske tv-marked, og siden da har danskernes stigende forbrug af streamingtjenester og andre digitale tilbud gjort indhug i forbruget af traditionelt tv, og det har givet os langt flere muligheder for at se lige netop det indhold, vi selv ønsker," siger medieforskerne Henrik Gregor Knudsen og Uffe Høy Svenningsen, der har gennemført undersøgelsen.

Ændringerne er tydelige at læse i antallet af programmer med over en million seere. Hvor omkring 1000 programmer havde syv-cifrede seertal i starten af 1990'erne, ender tallet på godt 100 i 2017. Blandt de udsendelser, der fortsat kan samle over en million foran fjernsynet i Danmark er for eksempel 'X Factor', 'Vild med dans', drama som 'Arvingerne' og 'Badehotellet', Melodi Grand Prix samt håndbold- og fodboldkampe med dansk deltagelse.


Fylder i hverdagens samtaler

"Seerne har imidlertid svært ved at få øje på de helt store efterdønninger af millionprogrammernes tilbagegang. Mange oplever nemlig, at tv-programmerne fortsat fylder meget i hverdagens samtaler med f.eks. venner og kolleger. Og det gælder også de yngre danskere. Det er dog tydeligt, at forståelsen af tv rykker sig i takt med de øgede muligheder for at se tv-programmer på andre måder end via traditionelle tv-kanaler. F.eks. er det blevet markant mindre vigtigt, om man ser indholdet på præcis samme tidspunkt som alle andre – og især yngre danskere opfatter det slet ikke som en showstopper," konkluderer Henrik Gregor Knudsen og Uffe Høy Svenningsen.

Sammen med tv-programmer er nyhedshistorier, musik, serier og film – ifølge DR Medieforsknings undersøgelse – de væsentligste mediefænomener i hverdagens samtaler – også på tværs af aldersgrupper.


'Game of Thrones' fylder meget

Hvor ældre danskere i høj grad følger programmer som TV-Avisen, TV 2 Nyhederne, 'Badehotellet', 'Matador', 'Hammerslag' og 'Historien om Danmark' – er billedet mere sammensat hos de unge, hvor serien 'Game of Thrones' i 2017 har været det største fælles samtaleemne, efterfulgt af 'Den Store Bagedyst', 'X Factor' og 'Skam'.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002