Kontakt os







 

Stor seersucces for 'Tinkas juleeventyr'
Onsdag 27. december 2017
Af Redaktionen
 
'Tinkas juleeventyr' blev den mest sete julekalender på dansk tv siden 2011 og er nu den højest vurderede TV 2-julekalender nogensinde.


Årets TV 2-julekalender blev den højest vurderede TV 2-julekalender nogensinde med vurderingen 4,3 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Det 23. afsnit fik i øvrigt den sjældent høje vurdering på 4,6, oplyser TV 2 i dag.

'Tinkas juleeventyr' opnåede den højeste seerandel – nemlig 52 procent i gennemsnit – som en dansk julekalender har fået siden TV 2's 'Jul i Valhal' i 2005. De to sidste afsnit nåede endda shares på 62 procent.

'Tinkas juleeventyr' opnår den højeste TV 2 Play-sening til en julekalender nogensinde.

Trods en generelt lidt vigende tv-sening gennem de senere år formår 'Tinkas juleeventyr' at blive den mest sete julekalender på dansk tv siden 2011.

Årets TV 2-julekalender blev i gennemsnit set af over 1,1 mio. danskere på dagen, hvor de enkelte afsnit vises første gang. Hertil kommer flere end 100.000 til den følgende dags genudsendelse på tv samt knap 100.000, der samlede op på afsnittene i dagene efter første visning. Herudover kommer seningen af snigpremierer på TV 2 Play.

Seertallene til 'Tinkas juleeventyr' igennem december var støt stigende. Højeste seertal blev nået til afsnit 23, som blev set af over 1,4 mio. seere lørdag 23. december. Det er det højeste seertal til et afsnit af en julekalender på dansk tv siden 1. december 2008 - nemlig til premieren på TV 2-julekalenderen 'Mikkel og Guldkortet'.


Foto: Fra 23. afsnit af 'Tinkas juleeventyr', som nu er det mest sete afsnit af en julekalender på dansk tv siden 1. december 2008.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002