Kontakt os







 

Nu vender 'Historien om Danmark' tilbage
Onsdag 20. september 2017
Af Redaktionen
 
På lørdag den 23. september kl. 20.00 tager DR1 hul på en ny sæson af 'Historien om Danmark'. Det gælder denne gang udviklingen de sidste 500 år: fra reformationen og renæssancen til velfærdsystemet og Den Kolde Krig.
I de første afsnit af DRs store historie-satsning kunne seerne opleve storslået natur, stenaldermennesker på jagt og brutale vikingeslagsmål.

I anden sæson bevæger DR sig tættere på de store personligheder, de centrale begivenheder og de almindelige borgeres liv og skæbner i de seneste 500 år. Sammen med Lars Mikkelsen møder seerne et væld af personer, der på godt og ondt har været med til at forme det Danmark, som det ser ud i dag.

På 10 timer viser DR mere end 23.000 års historie – fra de allerførste menneskers ankomst til det område, der i dag hedder Danmark og frem mod det moderne samfund, som det ser ud nu. Bønder og borgere, konger og kirkefolk, karismatiske statsministre og kæmpende arbejdere. Alle har de på hver deres måde sat et markant aftryk på historien.

Anden sæson starter med ’Reformation og renæssance’ og her er Christian IV den centrale karakter i fortællingen som den regent, der gennem tiden har siddet længst på tronen. Han var den største renæssancekonge i danmarkshistorien – og det præg han satte, skinner stadig meget tydeligt igennem. Ikke mindst i form af hans mange kendte bygningsværker, der er blevet vartegn for København. Men også hans tabte krige, som satte gang i den udvikling, der ændrede Danmark fra en europæisk stormagt til den lille nation, Danmark er i dag. Han er ofte blevet fremstillet som en helt, men i ’Historien om Danmark’ er der tilføjet nogle nuancer til den gængse forestilling om ham.

Med de mange kilder, der er adgang til i den nyere danmarkshistorie, står de relevante og spændende historier i kø for at blive fortalt i hvert af efterårets fem kommende afsnit, lyder det videre fra DR.

"At producere ’Historien om Danmark’ er et kæmpemæssigt ansvar. Det gælder ikke mindst i udvalget af historierne, for det vrimler med gode historier og væsentlige begivenheder, og det gør ondt helt ind i knoglerne, når vi skal vælge historier fra. Som i første sæson har vi valgt at bygge hvert afsnit op som en fortælling om en markant udvikling og om de mennesker, der satte den i gang – eksempelvis udmøntningen af den lutherske reformation under Christian IV. Afsnittene danner tilsammen DRs bud på en fælles sammenhængende historie - fra stenalderen og frem til i dag," siger producent for ’Historien om Danmark’ Dorthe Gad Thuemoes.

De fem kommende afsnit sendes følgende lørdage klokken 20.00 på DR1
• 23. september: Reformation og renæssance:
• 30. september: Enevælde og oplysning
• 7. oktober: Grundloven, folket og magten
• 14. oktober: Det svære demokrati
• 21. oktober: Velfærd og kold krig



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002