Kontakt os







 

En million så historisk kvindelandskamp
Fredag 4. august 2017
Af Redaktionen
 
Danmarks semifinale i EM-kvindefodbold mod Østrig fik millionseertal på TV 2 og er den mest sete kvindefodboldkamp nogensinde på dansk tv. Finalen spilles søndag.


Kvindefodbold slog alle rekorder, da Danmark torsdag aften for første gang spillede sig i en EM-finale. Torsdagens semifinale på TV 2 havde over én million seere i snit – og næsten 1,5 million seere, da afgørelsen faldt i straffesparkkonkurrencen.

Det viser seertallene fra Kantar Gallup, som netop er offentliggjort.

Første halvleg havde i snit 724.000 seere, mens 2. halvleg i snit blev set af 1.167.000 – og gennemsnittet blev 1.009.000 seere. Mens der blev sendt EM-fodbold på TV 2, foregik 67 procent af al tv-sening i Danmark på netop TV 2.

Da allerflest så med – i slutningen af straffesparkkonkurrencen, hvor kampen blev afgjort – var seertallet på 1.471.000.

"Det er fuldstændig fantastisk, og når man møder fodboldspillerne til pressemøde her fredag formiddag, er de superglade for den opbakning, de møder hjemmefra. Seertallet til semifinalen overgår alle vores forventninger. På forhånd havde jeg håbet, at kampen kunne få over 700.000 seere i snit og dermed blive årets hidtil mest sete fodboldkamp på dansk tv – og den forhåbning overgik fodboldkvinderne med næsten 50 procent," siger eventchef Allan Hvid, TV 2 Sport.

TV 2 sender søndagens EM-finale mod Nederlandene med optakt fra kl. 15.05. I løbet af dagen varmer TV 2 News op til EM-finalen.


Mest sete fodboldkamp på dansk tv siden EURO 2016

Med seertallet på 1.009.000 er EM-semifinalen den mest sete fodboldkamp på dansk tv i år – og faktisk den mest sete siden et par af kampene ved EURO 2016, der blev sendt på TV 2 og DR1.

Danmarks fodboldkvinder har spillet fem kampe ved EM i Nederlandene, og alle fem kampe er blandt årets syv mest sete fodboldkampe på tv i 2017.

Årets syv mest sete fodboldkampe (gennemsnit af 1. og 2. halvleg) på dansk tv er p.t.:

TV 2 – EM i kvindefodbold: Danmark-Østrig – 1.009.000 seere – seerandel 67 pct.
Kanal 5 – VM-kvalifikation Danmark-Rumænien – 684.000 seere – seerandel 33 %
TV 2 – EM i kvindefodbold: Danmark-Norge – 555.000 seere – seerandel 38 %
Kanal 5 – Landskamp: Danmark-Tyskland – 487.000 seere – seerandel 29 %
DR1 – EM i kvindefodbold: Tyskland-Danmark – 480.000 seere – seerandel 60 %
TV 2 – EM i kvindefodbold: Nederlandene-Danmark – 431.000 seere – seerandel 31 %
DR1 – EM i kvindefodbold: Danmark-Belgien – 417.000 seere – seerandel 29 %

Længere nede på listen finder man herrernes EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan (370.000 seere på Kanal 5) og Champions League-finalen mellem Real Madrid og Juventus med 368.000 seere på TV3+.


Foto:Jublende danske landsholdsspillere efter afgørelsen i semifinalen mod Østrig. (Foto fra Scanpix / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002