Kontakt os







 

Tom Heinemann får påny en pris
Fredag 26. maj 2017
Af Redaktionen
 
Journalist Tom Heinemann modtog i dag fredag sin tredje pris på 10 år. Det skete på festivalen Ekotopfilm-Envirofilm i Slovakiet. Denne gang var det for DR2-dokumentaren 'Bitre Druer', der satte fokus på forholdene i den sydafrikanske vinindustri.
Den undersøgende journalist Tom Heinemann scorede fredag middag hattrick på den slovakiske festival Ekotopfilm-Envirofilm 2017, der er blevet holdt med synkront program i fire dage i hovedstaden Bratislava og byen Banská Bystrica.

For tredje gang på 10 år sikrede Tom Heinemann sig én af priserne på festivalen, hvor tv-programmer og film om miljø og bæredygtig udvikling er i konkurrence.

Denne gang modtog Tom Heinemann, der driver produktionsselskabet Heinemann Media, prisen for dokumentaren 'Bitre druer – slaveri i vinmarken', som DR2 sendte i oktober, og som satte fokus på forholdene i den sydafrikanske vinindustri.

Dokumentaren afslørede bl.a., at arbejderne i provinsen Western Cape i Sydafrika, arbejder mellem 9 og 12 timer om dagen for ned til 25 kroner. Samtidig får de mundkurv på, ligesom de trues med udsættelser eller fyringer, hvis de beklager sig over forholdene.

Tom Heinemann modtager Det Slovakiske Handelskammer og Industris Pris i kategorien 'Bedste præsentation af historie'. Den første pris på festivalen i Slovakiet modtog han i 2007 for 'Når tilbud dræber', der fortalte den til tider skræmmende historie, der ligger bag mange af de billige lagener, duge og håndklæder, der sælges i Danmark. Og tilbage i 2014 fik Tom Heinemann en pris på festivalen for 'Varm luft for milliarder' om klimakvoter og svindelnumre med dem.

Tom Heinemann er selvsagt glad for prisen:

"Det er jo vildt, at jeg nu får en pris på festivalen for tredje gang. Vi har deltaget i festivalen flere gange, og der er en virkelig god stemning blandt dem, der organiserer den, og de mange filmfolk, der kommer fra hele verden. Og så får man altså også set nogle virkelig flotte og anderledes film på den," siger den danske prismodtager.

Dokumentaren var højst aktuel, fordi de danske og svenske forbrugere for alvor har hældt sydafrikansk vin i glassene de seneste fem år. Importen af sydafrikansk vin til Danmark er steget med mere end 70 procent, og i Sverige bliver salget af vin fra Sydafrika kun overgået af vin fra Italien.

'Bitre Druer' er en co-produktion mellem DR, norske NRK og svenske SVT, hvor dokumentaren også er vist. Dokumentaren er også vist i bl.a. Grækenland.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002