Kontakt os







 

DR i Aarhus holder åbent hus
Onsdag 22. marts 2017
Af Redaktionen
 
DR i Aarhus inviterer indenfor til et tætpakket program og muligheder for at kigge ind i DRs maskinrum, når der holdes åbent hus i mediehuset på Olof Palmes Allé kl. 10 lørdag den 1. april.
Chef for DR Aarhus, Signe Aggerholm, glæder sig til en lørdag med gæster til åbent hus:

"Vi åbner dørene, fordi vi gerne vil give små som store et indblik i – og muligheden for selv at prøve af – hvordan vi laver 4.500 timers radio og 400 timers tv om året til hele befolkningen fra DR på Olof Palmes Allé," siger Signe Aggerholm og tilføjer: "Vi glæder os virkelig meget til at møde vores lyttere og seere og høre deres meninger om vores programmer."

Der er bl.a. mulighed for at opleve quiz med Christian Degn, møde mæglere fra 'Hammerslag', møde Mads Steffensen og Flemming Møldrup fra 'Kender Du Typen' og aflægge besøg hos 'Nak & Æd'-værterne Nikolaj Kirk og Jørgen Schouboe, der har slået lejr med telt og bål, hvor man kan købe en fadøl og brændemærke sit medbragte skærebræt.

I løbet af dagen bliver der foredrag med tre værter: Anders Agger fortæller om at arbejde med tv-dokumentarer, der har kant, og man kan høre historier fra 'bonderøven' Frank Erichsen og DR radios Nis Boesdal.

De mindre børn kan møde 'Ramajetterne' i studiet, hvor Sus, Øvst og Finn Falk fortæller røverhistorier om lufthavnen. Eller de kan plante blomsterfrø ved den kendte lade fra 'Hej Ramasjang', opleve Emil fra 'Store Nørd' lave vilde shows med røg og ild - og møde fire af drengene fra håndboldmissionen og skyde på mål. Og for de lidt større børn er der mulighed for at optræde som reportere fra 'Ultranyt' med hjælp fra vært Tommy Zwicky.

Gæsterne ved DRs åbent hus-arrangemen kan også prøve en af de store OB-vogne og se det tekniske setup, der skal til, for at fjernsyn bliver til, se programmer blive redigeret og besøge DRs værksteder og grafikken.

DR Vejret rykker i starten af det nye år til Aarhus. Christian Cherry og Søren Jakobsen kommer og fortæller om det at lave vejrudsigt og inviterer gæsterne til selv at prøve at lave vejrudsigt.


Fakta om DR Aarhus

DR i Aarhus er hovedkvarter for DRs største programproducerende afdeling, som hedder DR Danmark og en afdeling af DR Kultur. Udover redaktionerne i Aarhus består DR Danmark af otte regionale mediehuse. I DRs 28.000 kvadratmeter store hus i Aarhus og de otte regioner er al DRs programproduktion uden for DR Byen samlet, med det formål at afspejle hele Danmark i DRs samlede tilbud af programmer til befolkningen.


Alle er velkomne

Alle er velkomne, det kræver ikke tilmelding og det er gratis at være med. Dagen igennem vil det være muligt at købe forfriskninger og mad i DRs kantine.

Man kan se hele programmet og læse mere på www.dr.dk/aabentDR

Det er lørdag den 1. april kl. 10.00-15.00 på DR Aarhus, Olof Palmes Allé 10-12, som ligger i Aarhus N.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002