Kontakt os







 

Nye dommere i 'Den store bagedyst'
Onsdag 15. marts 2017
Af Redaktionen
 
Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo bliver den nye dommerduo i 'Den store bagedyst', der sendes på DR1 til efteråret. De afløser Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen.


Efter fem sæsoner som dommere I 'Den store bagedyst' er det blevet tid til et farvel til Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen. Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er navnene på den nye duo, der skal smage og vurdere deltagernes kager og bagværk.


Bager, kok, konditor, madøre

De to har tilsammen mange års uddannelse og erfaring med sig.

Den 39-årige Katrine Foged Thomsen er vokset op på sine bedsteforældres kro og har brugt meget af sin barndom i et køkken. Hun kalder derfor sig selv lidt af et 'madøre'. Hun er uddannet konditor og har arbejdet med faget i 15 år. I dag ejer hun fire konditorier/caféer i København sammen med sin mand.

Den 47-årige Markus Grigo er uddannet både bager og kok, og så har han arbejdet som konditor og dessertkok i mange år, ligesom han har skrevet en række bøger om kager og desserter. Han har tidligere optrådt på tv i programmer som 'Go’ morgen Danmark' på TV 2 og 'Aftenshowet' på DR.


Ved hvordan deltagerne har det

Dermed er fagligheden helt i top, skriver DR i dag i en pressemeddelelse.

"Jeg kan godt lide håndværket i mit fag. Og det praktiske i at stå med mel og ende med en kage. Jeg elsker tanken om at give det håndværk videre. Det gør jeg i dag til de elever, jeg har i min forretning, og de input vil jeg også gerne give videre til bagedyst-deltagerne," forklarer Katrine Foged Thomsen.

"Som dommer skal man vide, hvad man snakker om, og man skal have overskud til at give den viden videre. Og give et klap på skulderen og gode ord med på vejen. Men stadigvæk være professionel og bedømme de rette ting på det rette tidspunkt," siger Markus Grigo.

Han har tidligere selv været både dommer og deltager i forskellige konkurrencer, og det kan deltagerne få glæde af.

"Jeg kender følelsen af, hvordan man har det, når man skal have noget bedømt," uddyber han.


Passion vil inspirere amatørbagere

Med den nye dommerduo og et nyt hold deltagere på plads, er 'Den store bagedyst' klar til endnu en sæson.

Timm Vladimir fortsætter i rollen som vært, at optagelserne begynder i løbet af foråret. Den nye sæson bliver traditionen tro sendt til efteråret på DR1.

"Vi glæder os så meget til at komme i gang med den nye sæson. Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo har en fælles passion for at inspirere amatørbagere til at kaste sig ud i at lege i køkkenet – både i programmet, men også hjemme i stuerne. Deres enorme erfaring vil komme deltagerne og ikke mindst seerne til gode, når de sammen skal smage og bedømme sig igennem den kommende sæsons bagedyst-udfordringerne Og så gør det jo heller ikke noget, at de begge to er super-positive mennesker og har humor – de er simpelthen rigtigt godt selskab på skærmen," siger redaktionschef Eva Kvist.


Foto: Timm Vladimir er fortsat vært på 'Den store bagedyst'. Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er de to nye dommere, som skal bedømme den kommende sæsons dygtige amatørbagere. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002