Kontakt os







 

Tilbage til rødderne i ny TV 2-serie
Onsdag 15. marts 2017
Af Redaktionen
 
'Hjem til gården' er en ny serie på TV 2, der fra på mandag den 20. marts sætter fokus på det simple liv. Ialt 14 mænd og kvinder skal drive en gård uden moderne hjælpemidler, el eller vand. I program 10 står én tilbage som vinder af 500.000 kr.


En flok på 14 personer med vidt forskellige baggrunde afprøver drømmen om 'det simple liv', når de flytter ind på en primitiv gård, der hverken har elektricitet eller rindende vand. I ti programmer skal de i fællesskab få en hverdag til at fungere med alt, hvad det indebærer, når man er selvforsynende, samtidig med at de kæmper mod hinanden.

For hver uge mødes to beboere i tvekamp, og hver uge siges der farvel til den beboer, der taber. Den beboer, der står tilbage som den sidste, er vinder af 'Hjem til gården” og 500.000 kroner til opfyldelse af en personlig drøm.


Beboerne

De 14 beboere drømmer alle om at trække stikket fra en stresset hverdag, og for første gang skal de leve et liv, hvor naturen sætter dagsordenen. Men er det simple liv på gården nu også ren idyl? For hvad sker der, når beboerne skal leve uden kalendere, telefoner og faste arbejdstider? Uden et fyldt køleskab og uden et supermarked, der har alt, hvad hjertet begærer? Hvordan går det, når de skal være selvforsynende og fælde træerne for at få brænde, malke koen for at få mælk, dyrke jorden for at få grøntsager og slagte en høne, hvis de vil have kød?

"Jeg tror, de fleste moderne mennesker ind i mellem stiller sig selv det spørgsmål, om de bruger tiden på det rigtige. 'Hjem til gården' fortæller på en underholdende måde, hvad der sker, når man vender tilbage til rødderne og skal leve et meget simpelt liv uden nogen former for moderne hjælpemidler. Danmark er et landbrugsland, og mange har rødder i landbruget, men det nære liv med heste, grise, køer og får er blevet noget mere fjernt og eksotisk end en thailandsk palmestrand. Så 'Hjem til gården' kan også være fortællingen om, hvad vi egentlig selv kommer fra og ikke mindst, hvor vores mad kommer fra," siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.


Fra stald til bord

Undervejs i programmerne bliver der slagtet forskellige dyr, når beboerne på gården har ønske om at spise kød. TV 2's redaktør understreger i en pressemeddelelse fra TV 2, at de pågældende slagtninger sker så hurtigt og humant som muligt.

"I 'Hjem til gården' vil vi gerne vise seerne, hvor maden kommer fra, og hvordan livet på en gård kunne foregå i gamle dage. Derfor medvirker dyr i programmerne. Nogle dyr leverer deres mælk, andre leverer æg og andre igen kød, ligesom hesten er en vigtig hjælper og arbejdskraft", siger Thomas Richardt Strøbech.


Værten

Lene Beier, kendt fra bl.a. TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed', er vært på 'Hjem til gården'. Hun har sammen med sin mand købt hus i Dragør, som de er i gang med at sætte i stand.

Lene Beier har i programserien fokus på de menneskelige relationer blandt gårdens beboere. Hun styrer dysterne og taler med beboerne, lige inden de skal i dyst, og når dysten er overstået.


Mentoren

Philip Dam Hansen er mentor i 'Hjem til gården'. Han har bl.a været med i 'De unge landmænd' på DR, og han driver til daglig et økologisk landbrug sammen med sin mor. I programmerne sætter han beboerne på forskellige ugeopgaver, som de i fællesskab skal løse. Det kan være at klippe får, få bygget et brusebad eller en svinesti. Philip er den, der vurderer, om ugeopgaven er bestået eller ikke bestået.

'Hjem til gården' sendes fra og med mandag den 20. marts hver mandag kl. 20.00-20.45 - efterfulgt af 'Hjem til gården - tvekampen' kl. 20.50-21.25.


Foto: Lene Beier og Philip Dam Hansen er hhv. vært og mentor i 'Hjem til gården'. (Fotograf: Lotta Lemche / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002