Kontakt os







 

Dokumentarserie om autister på DR1
Onsdag 18. januar 2017
Af Redaktionen
 
De kan have fotografisk hukommelse og huske detaljer, som andre hverken ser eller husker. DR1 Dokumentar har i fire programmer fulgt en række voksne autisters hverdag. Første gang på mandag kl. 20.45.
Nogle af dem kan lære et fremmedsprog på en uge, andre kan tegne som Rembrandt, spille som Mozart, gennemskue et skakspil eller lægge puslespil i rekordfart og med motivet nedad. Evner, der kan få andre til at måbe og forskere til at undre sig.

Gennem fire programmer følger DR1 Dokumentar en række voksne mennesker, der har en autismediagnose. I 'De skjulte talenter' fortæller de, hvordan de ser og oplever verden, og andre såkaldte 'normale'. I serien kan man også se deres nærmest magiske evner til at huske tal, gennemskue indviklede mønstre, lægge puslespil og løse professorterninger, når hjerneforsker Troels W. Kjær udfører nogle test med de medvirkende. Men vi ser også, hvor svært det kan være at klare helt almindelige dagligdags gøremål.


To års arbejde på tre måneder

Dokumentaren følger bl.a. 26-årige Louise Wille, der har fået sit livs chance. Hun er i et jobtræningsforløb hos Novo Nordisk. Her har hun løst to års arbejdsopgaver på bare tre måneder. En imponerende præstation af en ung kvinde, der samtidig har svært ved at gå i kantinen eller gennemskue, hvordan man omgås på en arbejdsplads. Det er hun i gang med at lære på arbejdspladsen.

Mindst en ud af hundrede har autisme. Det er ikke en sygdom men en forstyrrelse i hjernen, og forskere ved ikke, hvorfor nogle har forstyrrelsen. Man ved ikke, hvordan den autistiske hjerne fungerer, og hvad det er, der adskiller den fra andre hjerner.

Seerne er også med hos familien Skov Jensen, hvor tre af de fire familiemedlemmer har diagnosen. Moren, Anne er uddannet jurist og har i mange år arbejdet som anklager. Sønnen Mark på 21 går på en uddannelse, der er rettet mod autistiske unge med flair for IT, og 16-årige Nina har lært sig selv at tegne. Det viser sig hurtigt, at hun er et naturtalent, som gør selv etablerede kunstnere misundelige. Hun portrætterer internationale musik- og filmstjerner, og tager ud for at møde dem og få signeret tegningerne.

Senere i programserien møder seerne også Kristian Andersen. Han er fænomenal ved tangenterne, og til daglig udfylder han en fuldtidsstilling som organist i Herning. Her imponerer og begejstrer han med sine unikke musikalske talenter. Når arbejdsdagen er slut, lever han dog et ensomt liv. Kristians største drøm er at få en kæreste, men på grund af hans autisme, har han svært ved at komme i kontakt med piger, og han kan slet ikke flirte.


En gevinst for arbejdsmarkedet

En stor del af mennesker med autisme er henvist til et liv på førtidspension eller beskyttede værksteder. Men mange af dem har en drøm om at komme i arbejde, være til nytte og kunne bidrage til samfundet. Man regner med, at op mod tre fjerdedele af voksne mennesker med autisme er udenfor arbejdsmarkedet, selv om mange af dem vil være i stand til at tage et arbejde.

Dette faktum er, ifølge Thorkil Sonne, bedrøveligt – både for autisterne men også for samfundet. Han er far til en dreng med autisme, og så er han ved at skabe en succeshistorie både i Danmark og i udlandet. Han har formået at få nogle af verdens største it-giganter som IBM og Microsoft til at åbne øjnene op for at ansætte autistiske medarbejdere.

'De skjulte talenter' får premiere mandag den 23. januar DR1 kl. 20.45.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002