Kontakt os







 

Her er de nye morgenværter på News
Onsdag 30. november 2016
Af Redaktionen
 
Gertrud Højlund og Dennis Ritter bliver faste morgenværter på TV 2 News fra nytår, når Janni Pedersen og Lasse Sjørslev flytter til News' eftermiddagsflade.

Nyhedsseerne på TV 2 og TV 2 News får fra nytår et nyt, fast værtspar på skærmen om morgenen. Her bliver Gertrud Højlund og Dennis Ritter nemlig et af de faste værtspar – sammen med det tidligere etablerede værtpar Miriam Zesler og Kristian Holt, der fortsætter som makkerpar om morgenen.

Gertrud Højlund og Dennis Ritter overtager morgenvagten efter Janni Pedersen og Lasse Sjørslev, der efter nytår skal være værter for TV 2 News' nye tiltag i eftermiddagsfladen kl. 16-18.

"Gertrud og Dennis har på kort tid vist, at de er et glimrende makkerpar på skærmen, og de er dygtige til at skabe god stemning. Samtidig har de to tilsammen en meget bred viden," siger chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 News, i en pressemeddelelse fra TV 2 i dag.

Hun understreger, at News prioriterer morgendækningen højt. Efter nytår sender DR2 ikke længere nyheder om morgenen. Dermed sidder TV 2 News alene på morgenens tv-nyhedsdækning, og det kræver ifølge Mette Østergaard både en stærk redaktion og stærke værtshold.

Gertrud Højlund er relativt ny i jobbet som News-vært, men hun kender rollen som morgenvært fra sin tid på 'Go' morgen Danmark'.

"Det er et helt særligt privilegie at være med til at starte nyhedsdøgnet og danskernes hverdag. Morgenen på News er et ambitiøst og energisk nyhedsmagasin, og jeg ser frem til at få lov til at forme og præsentere den journalistik, som det dygtige morgenhold producerer," siger Gertrud Højlund.

Dennis Ritter begyndte som vært på TV 2 News i oktober, og han siger om sin nye opgave på News:

"Jeg glæder mig både til det faste makkerskab med Gertrud og til at løse opgaven med at klæde News' mange seere godt på med dagens største historier, inden de ræser ud af døren om morgenen. Pulsen i morgenens nyhedsdækning passer mig enormt godt, og jeg vil gøre mit bedste sammen med Gertrud for at være både grundig, saglig, faglig og kritisk, men også – og det er ligeså vigtigt – være godt og rart selskab i dagens første timer," siger Dennis Ritter, der i sommermånederne fortsat vil dække en række cykelløb for TV 2.


Foto: Gertrud Højlund og Dennis Ritter overtager morgenvagten efter Janni Pedersen og Lasse Sjørslev. (Foto fra: TV 2)



Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002