Kontakt os







 

DR K sætter fokus på kristendommen
Onsdag 28. september 2016
Af Redaktionen
 
DR K sætter fra onsdag den 5. oktober fokus på religionens betydning igennem historien og i dag. Det kommer til at ske i hele tre forskellige programserier, der hver især undersøger kristendommens spor, betydning og afstikkere i en moderne globaliseret virkelighed.
I programserierne 'I Guds navn – USA versus Danmark', 'Tro, håb og videnskab' og '1000 års tro' stilles skarpt på religiøse fællesskaber, individer, på kristendommens rolle i Danmarkshistorien og på spørgsmålet om, hvorvidt religion overhovedet har sin berettigelse i en tid der ellers er præget af videnskab og oplysning.


I Guds navn – USA versus Danmark

'I Guds navn – USA versus Danmark' er en serie på tre programmer, der undersøger forskellen mellem Danmark og USA og stiller spørgsmålet: "Hvorfor er amerikanerne så skøre med religion, mens vi danskere i deres øjne måske mest af alt minder om gudløse ateister?"

I programmerne møder DR-journalist Lasse Bøgeskov Andersson unge troende i Alabama, hipsterkristne i København, en dansk nødhjælpsarbejder, en megakirke i Californien og en menighed for LGBT- jøder.

I Danmark er folkekirken det største kristne fællesskab, men der findes forskellige grupper med mere eller mindre ekstreme opfattelser af tro, som fx Hillsong, der er blevet kaldt hipsterkristne. De holder deres gudstjenester på spillestedet Bremen i Kbh. Men selvom de vægter fællesskabet højt, er der klare grænser, dér hvor seksualiteten møder religionens dogmer. Som Thomas Hansen, der er leder af Hillsong udtaler: "Du kan ikke leve i et aktivt homoseksuelt forhold og være i lederskabet i vores kirke. Det er vores opfattelse af, hvad Bibelen siger".

En afgørende forskel på Danmark og USA er, at Folkekirken som en statskirke ikke er underlagt markedsvilkår. Ifølge religionsforsker Julia Byrne er kristne fællesskaber i USA funderet på nogle af de samme konkurrenceparametre som virksomheder. Det handler om at udkonkurrere andre fællesskaber: "Alle fik en idé om, at deres religion havde en chance for at vinde. Ingen statsreligion kunne stoppe dig og stå i vejen. Alle kunne stå på gadehjørnerne og reklamere for deres sag og starte en ny religion."

I en lille by i Nordjylland finder præsten Christian Roar Pedersen inspiration i den amerikanske tilgang til religion. Han forsøger at fastholde de lokale på kirkebænken ved at bruge tanker fra reklameverdenen. Han laver segmentanalyser og ser på huller i det religiøse marked. For han mener, at Folkekirken stadig har noget at tilbyde danskerne.

'I Guds navn – USA versus Danmark' er en programserie i tre dele, der har premiere onsdag den den 5. oktober klokken 22.15 på DR K.


Tro, håb og videnskab

Det har altid ligget i menneskets natur at søge efter svar på livets helt store spørgsmål. Hvad er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvordan hænger det hele sammen?

I serien 'Tro, håb og videnskab' er det lykkedes værten Gertrud Højlund at finde fire videnskabsmænd, som tror på ting, der rækker ud over det, videnskaben kan bevise og forklare. Men hvordan kan man vie sit liv til fakta og viden, og samtidig tro på noget, der ikke kan måles og vejes?

'Tro, håb og videnskab' er en programserie i fire dele, der har premiere den 9.november kl. 22.00 på DR K.


1000 års tro

Historien om kristendommen i Danmark er fyldt med brutale magtkampe, folkeoprør og heksebrændinger.

Kristendommen har haft en helt afgørende betydning for det Danmark, vi kender. Dannebrog er formet som et kors, Jesus rejser med i vores pas, når vi tager på ferie, og hvert år beder dronningen i sin nytårstale "Gud bevare Danmark".

I seks programmer rejser historiker Cecilie Nielsen tilbage i tiden for at fortælle historien om '1000 års tro' i Danmark. Fra dengang danerne blev kristne, til tiden hvor Kong Christian 3. på dramatisk vis tog magten fra kirken og forandrede præstens rolle og befolkningens tro.

Cecilie Nielsen undersøger de kristne symboler og ritualer, der stadig findes i vores kultur og de afgørende historiske epoker og begivenheders – lige fra middelalderen, enevældet, oplysningstiden til Bodil Kochs kamp for ligestilling i kirken.

'1000 års tro' er en programserie i seks dele, der har premiere den 9. november kl. 21.30 på DR K.

I forbindelse med DRs religionstema genudsendes 'Jagten på den kristne kulturarv' den 5. oktober kl. 22.45 på DR K. Kristian Leth undersøger hvordan 1000 års kristendom har påvirket befolkningen og måden at tænke og leve på.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002