Kontakt os







 

Jan Berg fra KNR til DR
Tirsdag 23. august 2016
Af Redaktionen
 
Tidligere programchef og vicedirektør for KNR igennem de seneste fem år, Jan Berg, er vendt tilbage til Danmark - og til DR - hvor han er blevet ansat som ny produktionschef for Studie og Teknik i DR. Tidligere har Jan Berg været ansat på både DR og TV samt i forskellige produktionsselskaber.


Området 'Studie og Teknik' i DR har fået ny produktionschef, oplyser DR i dag. Det er den 42-årige Jan Berg. Han kommer fra et job i Grønland, hvor han i fem år har arbejdet på KNR. Først som programchef for tv og senere også vicedirektør. I tre forskellige perioder har han været fungerende direktør for KNR, mens bestyrelsen for KNR var på udkig efter en ny, grønlandsk direktør. KNR har igennem de sidste syv år haft fem forskellige direktører.

Jan Berg er selv erfaren tv-producer og fotograf/klipper. Han har bl.a. i London arbejdet for BBC, Reuters, MTV og National Geographic. Han har produceret DMA, P3 Guld, Reumertprisen, Danmarks Indsamling og håndbold ved de Olympiske Lege. I flere perioder har han arbejdet i DR, men har også været hos TV 2 og forskelige produktionsselskaber.

Som ny produktionschef skal Jan Berg være med til at sikre, at den tekniske side af DRs indhold er i orden.


Drives af en public service-motivation

Jan Berg siger til dr.dk, at det var naturligt for ham at vende tilbage til DR efter tiden i Grønland: "Jeg har arbejdet på flere forskellige public service-stationer, og jeg må sige, at jeg virkelig drives af en public service-motivation – altså lysten til at gøre en forskel for samfundet. Jeg har jo tidligere arbejdet i DR i flere omgange, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Tidligere har jeg siddet i redaktionerne og forventet en ydelse og service fra DR Medieproduktion, men nu kommer jeg selv til at sidde på den anden side af bordet og servicere redaktionerne. Den opgave glæder jeg mig meget til."

Om opgaverne i Studie og Teknik siger Jan Berg: "Området indeholder DR musikproduktion, DR OB/studieproduktion, DR Udstyr samt DR Biler. Det er en del af Medie Service, som ligger under DR Medieproduktion. Mit overordnede mål er at få sat retning og fart på arbejdet med udviklingen af DRs strategi: Værd at dele, Stadig original, Mere digital. Mere konkret bliver det at sikre fokus på programredaktionernes ønsker og behov og tilbyde dem en 'best total solution'. Ligeledes bliver det at understøtte den digitale udvikling både teknisk og i forhold til medarbejdernes kompetencer."

Samtidigt med det nye job i DR er Jan Berg også i gang med et uddannelsesforløb på Aalborg Universitet, hvor han forventer at afslutte en MBA til nytår.


Foto: Jan Berg er ansat som ny produktionschef for Studie og Teknik i DR. Bag ham ses de kommentatorbokse i DR Byen, som blev brugt i forbindelse med OL og som - blandt meget andet - ligger under hans ansvarsområde. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002