">



Kontakt os







 

OL i Rio - største OL nogensinde på TV 2
Onsdag 27. juli 2016
Af Redaktionen
 
OL i Rio bliver den største dækning af et OL nogensinde på TV 2. "Vi har aldrig haft en større bane at spille på og glæder os utroligt til at dele dette OL med danskerne", siger TV 2's sportschef.


Om godt en uge er det tid til verdens største sportsbegivenhed: De Olympiske Lege. For 31. gang. De finder sted i Rio de Janeiro fra den 4. til den 21. august 2016 og er den 31. Det bliver 18 dage med øjeblikke, der kan mærkes, skriver TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

TV 2 går all in på den store begivenhed og sender masser af OL på alle TV 2's kanaler - undtagen TV 2 Fri. Desuden bliver OL dækket massivt på TV 2's digitale platforme, bl.a. TV 2 Play og rio2016.tv2.dk. Morten Ankerdal og Natasja Crone vil være klar i studiet i Rio, der bliver fast holdepunkt under transmissionerne.


Et utal af mindeværdige øjeblikke

Til OL deltager mere end 10.500 atleter fra 206 nationer, og her skal 120 af Danmarks bedste atleter kæmpe for medaljer til Danmark.

"Et OL byder altid på et utal af mindeværdige øjeblikke. Også i idrætsgrene, som vi ikke er så vant til at følge. Der er ikke noget som et OL, der disker op med de helt store følelser, hvor årevis af træning for den enkelte atlet enten bliver belønnet med medaljer, eller hvor det hele går galt. Der er så mange følelser, og TV 2 vil bringe danskerne helt tæt på de øjeblikke, der kan mærkes, og som bliver husket i årevis fremover. Det er det, et OL kan," siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

Allerede dagen inden den officielle åbning af OL går de første sportskampe i gang. TV 2 sender derfor de første OL-programmer torsdag den 4. august, nemlig fem fodboldlandskampe, heriblandt Danmarks kamp mod Irak.


Den største dækning af et OL nogensinde på TV 2

"OL i Rio bliver den største dækning af et OL, vi nogensinde har lavet på TV 2. En stor del af TV 2's kanaler kommer i spil. Alt det bedste fra OL på vores hovedkanal, OL i døgndrift på TV 2 Sport, og så en dedikeret dækning af sejlsport på TV 2 Charlie og golf på TV 2 Zulu. Derudover sender vi al ridesport og basketball på dedikerede kanaler på TV 2 Play. Vi har aldrig haft en større bane at spille på og glæder os utroligt til at dele dette OL med danskerne," siger Frederik Lauesen.

Noget, der især betyder noget for dækningen af OL i Rio, er, at TV 2 nu i mere end halvandet år har haft en kanal, der udelukkende er dedikeret til sport, Danmarks meste sete sportskanal, TV 2 Sport. Det betyder iflg. TV 2 selv, at mandskabet, erfaringen, teknikken osv. allerede er i et højt gear inden OL. Og planen er, at OL-rettighederne skal udnyttes maksimalt, blandt andet via TV 2 Sport.

"Sportskanalen bliver en ren OL-kanal under legene i Rio. Om morgenen vil vi have faste nyhedsopdateringer på alt det, der er sket i løbet af natten dansk tid, og resten af døgnet vil sportsfans også blive forkælet makimalt på TV 2 Sport," siger Frederik Lauesen.


En stærk holdopstilling

Under OL har TV 2 hovedstudie i den olympiske by, men også studier på flere andre centrale lokationer, bl.a. på stranden Copacabana og på havnen, hvor den olympiske sejlsport foregår.

"TV 2 stiller et stærkt hold til at guide danskerne igennem de 16 dages sport i Rio. Morten Ankerdal og Natasja Crone styrer OL-studiet direkte inde fra OL-byen i Rio. Mikkel Beha og sønnen Emil Midé Erichsen bliver faste ankre på sejlsporten, og Christian Bækgaard er klar fra Copacabana med alt det sidste nye fra OL," siger Frederik Lauesen.

Kristian Hyldgaard, der redaktionschef på TV 2 Sport og tovholder på OL, supplerer:

"Vi har et meget kompetent og engageret hold på kommentatorpladserne med afsæt i TV 2 Sport, hvor faglighed, nærvær og personlighed er vigtige parametre. Kendte navne som f.eks. Thomas Kristensen, Dennis Ritter og Jimmy Bøjgaard vil guide seerne igennem de største sportsgrene såsom håndbold, atletik og sejlsport. Det gør - kombineret med eksperter, hvoraf flere er tidligere OL-medaljevindere - at vi kan give danskerne rigtig godt selskab under transmissionerne," siger Kristian Hyldgaard og fortsætter:

"I Rio vil et seks mand stort reporterhold med bl.a. Stine Bjerre Jørgensen, Rasmus Staghøj og Thomas Bilde være helt tæt på begivenhederne under OL. Vi sender live overalt i Rio, så vi kan bringe OL-stemningen direkte hjem i stuerne."


Masser af digitalt indhold fra OL

Under OL i Rio vil TV 2 udkomme massivt på de digitale platforme og sociale medier, skriver TV 2 videre. På de digitale platforme og sociale medier vil man kunne få de seneste nyheder og opdateringer, se klip fra OL og hente analyser og ekspertvurderinger. Her er websitet rio2016.tv2.dk helt centralt, når man vil følge med i, hvad der sker under OL - og hvornår det sker.

"Overblik, indsigt og dybde. Det er nøgleord for rio2016.tv2.dk, der spiller en afgørende rolle i TV 2's OL-satsning. Det er vores ambition at lave den største og mest betydende digitale dækning af legene i Rio. Ol.tv2.dk bliver stedet, hvor du får seneste nyt, følger de vigtigste begivenheder live og får alle højdepunkter i video - men du kan også forvente at få et smil på læben og se Flemming Toft mindes dengang, fredsduerne blev svitset af den olympiske ild, mens Emil Midé Erichsen fortæller personlige anekdoter om de danske sejlere," siger Kristian Eshøj Josefsen, redaktionschef på TV 2 Sport.

TV 2 Play er også en mulighed for dem, der ikke vil gå glip af noget under OL. Her fås adgang til alle TV 2-kanaler og masser af eksklusivt OL-indhold, bl.a. dedikerede kanaler til ridesport og basketball.


Foto: Morten Ankerdal og Natasja Crone er værter i TV 2's studie i den olympiske by i Rio. (Foto: Claus Frederiksen / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002