Kontakt os







 

DR henter ny videnskabschef hos Bonnier
Onsdag 29. juni 2016
Af Redaktionen
 
Carsten Nymann, der i dag er chefredaktør for Bonnier Online, bliver chef for DRs nye videnscenter i Aalborg. Han tiltræder den 1. september.


DRs nye center for innovativ formidling af viden og undervisning har nu fundet den chef, der skal føre redaktionen ind i en ny tidsalder, oplyser DR i dag.

Carsten Nymann, 36, er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2006. Han har i de seneste ni år arbejdet i magasinbranchen, men har, som han siger "langsomt med årene konverteret til det digitale" og bl.a. stået for omstruktureringen af Bonnier-magasinernes otte webredaktioner.

"Det er ikke let at finde et menneske, som både brænder for indhold, har forstand på digital formidling og kan opbygge og lede et helt nyt center med mange forskellige kompetencer. Men det har vi fundet i Carsten Nymann, som netop får til opgave at samle det hold, der kan arbejde på tværs af kompetencer. Og hvor det gængse hierarki imellem teknikere, grafikere og journalister kan brydes for at bane vej for de bedste ideer. Carsten Nymann har erfaring med at tænke indhold og platform sammen, og det bliver helt afgørende for det nye center. Her skal der tænkes ægte digitalt," siger direktør i DR Danmark Anne-Marie Dohm.

Centret får adresse hos DR Nordjylland i Aalborg og bliver dermed nabo til Aalborg Universitet og Novi Forskerpark.


Skal agere på tidens strømninger

Centret skal fra årsskiftet producere indhold fra videnskabens verden til dr.dk/viden og til P1. Samtidig skal centret levere indhold til inspiration og brug for grundskolen og gymnasieskolerne med udgangspunkt i DRs øvrige indhold.

Fra næste år skal centret også producere nyheder til mennesker, som har svært ved at læse og forstå dansk på nyhedssitet 'Ligetil'. Centret får desuden til opgave at lave en ny videns-app til DR, der med udgangspunkt i en naturlig nysgerrighed på viden om alt lige fra robotter til kunst og biologi, skal udfordre danskerne med adgang til indhold på nye måder.

Ambitionen er, at centret skal bidrage med ideer til – og viden om – udvikling af digitale tjenester og formidling, og centret får til opgave at etablere samarbejder med andre med såvel private som offentlige vidensinstitutioner, så man i fællesskab kan udvikle nye teknikker og fortælleformer, der egner sig til fremtidens platforme.

"Det handler om at sikre gedigen public service i en moderne form, der er i stand til at agere på strømninger i tiden, at være relevante og lave indhold, der er værd at dele," siger den nye chef Carsten Nymann.

Carsten Nymann bor i dag i Allerød, men vender med sit nye job hjem til den egn, han kommer fra, og hvor en stor del af hans familie bor.

I 2017 vil der være i alt 24 årsværk i centret, og frem mod 2018 vil i alt 32 DR-årsværk være tilknyttet det nye center.


Foto: Carsten Nymann bliver chef for DRs nye videncenter i Aalborg. (Fotograf: Heidi Mikalsen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002