Kontakt os







 

Langt ude med kendt tv-kok
Onsdag 29. juni 2016
Af Redaktionen
 
Thomas Herman besøger lokale bønder i Afrika, Mellemamerika og Østen i en ny programserie med titlen 'Hermans Verdenskøkken'. Under ekstreme forhold kommer han tæt på råvarerne, maden og kulturen. Første gang på DR1 på mandag kl. 20.30.


"Alt er helt umuligt." Så kort beskriver kokken Thomas Herman, hvordan det var at besøge fairtrade-bønder i Afrika, Mellemamerika og Østen og lave mad af de lokale råvarer.

For første gang i sit 40-årige liv stod han uden sine fancy redskaber og funktionelle køkkener og skulle lave gastro-mad under forhold, som bedst kan beskrives som eksotiske udekøkkener. Det er der kommet en serie på fem episoder ud af, som DR1 sender henover sommeren med premiere mandag den 4. juli kl. 20.30.


Et helvede at lave mad

På sin rejse til alverdens køkkener kommer Thomas Herman bl.a. forbi Karen Blixens afrikanske farm i Kenya, han bager chokoladekage under kaotiske forhold til gadebørn i mellemamerikanske Nicaragua og sejler på verdens mindste fiskekutter ud på Det Indiske Ocean for at fange kæmpestore rejer.

Om sine oplevelser fortæller han: "Herhjemme ved jeg præcis, hvordan jeg skal skaffe de råvarer, jeg skal bruge. Det gør jeg ikke derude. Hvad gør jeg, hvis jeg skal bruge gær, og det bare ikke findes? Det var mange gange et helvede at lave mad, men også en stor udfordring."

En af de oplevelser, der gjorde størst indtryk på Thomas Herman var, da han i Nicaragua var ude med dybhavsfiskere:

"Det er et helt ekstremt job, hvor vores trygge hverdag i Danmark bliver sat i perspektiv. De sætter hver dag deres liv på spil for at skaffe mad. Det er vi ikke ligefrem vant til i Danmark."


Mange lokale madoplevelser

Ellers hæfter han sig mest ved de mange lokale madoplevelser lige fra tortilla til fisk i karry, som han fik på sin rejse rundt i verden:

"Det var ikke maden i sig selv, der gav en aha-oplevelse, men magien ved at sidde og spise den sammen med de mennesker, der havde lavet den."

For Thomas Herman var oplevelsen også mødet med fremmede kulturer, hvor han kom helt tæt på maden og råvarerne.


Om de fem episoder i serien 'Hermans Verdenskøkken':

Episode 1: Kaffe

DR1 mandag den 4. juli kl. 20.30.
Thomas Herman svinger panden på Karen Blixens afrikanske farm, og han giver dig opskriften på baronessens yndlingspandekager, som han serverer på hendes eget fad.
I Kenya ser Thomas Herman på fairtrade kaffe. Han besøger kaffefarmerne og er med til høsten, og bagefter forvandler han de fantastiske råvarer til fantasifulde retter under udfordrende forhold. Han besøger også de vildeste markeder og står ansigt til ansigt med en vred hanelefant. Til sidst finder Herman verdens måske smukkeste udekøkken ved at brusende vandfald.

Episode 2: Kakao
DR1 mandag den 11. juli kl. 20.30.
Kan man lave sin egen råchokolade hjemme på køkkenbordet? I Nicaragua besøger Thomas Herman fairtrade-kakaofarmere og er med til høsten. Bagefter forvandler han kakaobønner til fantasifulde retter. Så rejser han ind til byen Grenada, går på det lokale marked og gør besynderlige fund, inden han under kaotiske forhold bager chokoladekage til byens gadebørn.

Episode 3: Krydderier
DR1 mandag den 18. juli kl. 20.30.
Herman finder opskriften på naturlig viagra, men virker det? Thomas Herman er i Sri Lanka og besøger en fairtrade krydderifamilie, som dyrker alle de eksotiske krydderier. Så besøger han et marked i jagten på en af verdens største frugter. Og ombord på verdens mindste fiskekutter sejler han ud på Det Indiske Ocean for at fange mega-rejer. Og til slut besøger han en mand, som hver dag kravler op ad palmetræer for at tappe saften, der både er fyldt med alkohol og måske virker som viagra.

Episode 4: Honning
DR1 mandag 25. juli kl. 20.30.
Kan Herman lave gastro-mad af tyretestikler og honning? 'Hermans Verdenskøkken' besøger en biavler, der bor på en bilkirkegård i Nicaragua. Thomas Herman sejler også ud med fiskere, der med livet som indsats dykker efter havets kostelige madskatte. Og endelig er han til gadefest i den smukke by Granada, hvor han eksperimenterer med lokale drinks & snacks.

Episode 5: Te
DR1 mandag den 1. august kl. 20.30.
Kan man lave fødselsdagskakao med te? Herman gør forsøget, når han udfordrer sig selv i telandet Sri Lanka. På øen i Det Indiske Ocean besøger Thomas Herman en fairtrade familie, som dyrker te i sækkevis, så nu vil han eksperimentere med terøgede ananas. Så rejser han ud til havet, hvor han køber ind på et blodsprøjtende fiskemarked for at lave fisk med te over bål til en sej flok søulke. Til sidst er han ved at brænde en skole ned i forsøget på at fejre skolens fødselsdag med snobrød og kakao med te, men heldigvis får han tilgivelse i det lokale hindutempel.


Foto: 'Hermans Verdenskøkken' besøger bl.a. krydderiernes paradis Sri Lanka. (Fotograf: John Boman, Copenhagen film & TV ApS)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002