Kontakt os






 

96 procent af befolkningen bruger DR
Fredag 29. april 2016
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Kun 4 pct. af befolkningen benyttede ikke DRs tilbud i 2015. Seertilslutningen til DR blev den største siden 2004. Og så giver Folketingets afskaffelse af erhvervslicensen et lille underskud i DRs samlede resultat for 2015. Det fremgår af årsrapporten 'DR i 2015', der er blevet offentliggjort i dag.
Formand for DRs bestyrelse, Michael Christiansen, er tilfreds med årets regnskabsresultat, hvor DR kommer ud med et underskud på 22,5 millioner kroner. Det var planlagt og forventet, at resultatet i 2015 ville være negativt som følge af de nye økonomiske rammer, der er fastlagt i medieaftalen for 2015-2018. Medieaftalen indebærer bl.a., at erhvervslicensen blev afskaffet, ligesom DR har fået omkostninger til en række nye public service-krav, som fra 2015 skal løftes af DR inden for den nye økonomiske ramme.

"I DRs Økonomiplan for 2015-2018 er det forudsat, at tilpasningen til de nye politisk fastsatte økonomiske rammer sker gradvist, i takt med at effektiviseringer slår fuldt igennem. På den måde er det helt som planlagt, at DR i 2015 ender med et underskud. DR har i løbet af det seneste år fortsat arbejdet for at sikre den planlagte reduktion af omkostningerne, så økonomien forventes at være tilbage i langsigtet balance fra og med regnskabsåret 2016, hvilket jeg naturligvis er tilfreds med" siger Michael Christiansen.


Øget lytter- og seeropbakning

I 2015 benyttede 96 procent af befolkningen sig af DRs tilbud på en eller flere platforme i løbet af en uge.

"Det glæder mig, at befolkningen vælger DR i så høj grad, og samtidig er jeg godt tilfreds med, at vi kan tilbyde så mange gode danske programmer, som viser og afspejler livet i Danmark," siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Med en seerandel på 34 procent blev 2015 det bedste år for DR på TV siden 2004, og samtidig blev 2015 et vendepunkt for radioen. Mens radiolytningen er faldet siden 1990’erne, blev DRs radiokanaler sidste år hørt i fire minutter mere om dagen end året før. Hver dansker over 12 år hører nu radio i to timer og et minut hver dag, og en central forklaring er, at lytterne har taget godt imod programændringerne de seneste år på blandt andet P4 og P5.

DRs TV-app er også en populær måde at tilgå DRs indhold på, og brugen af den voksede 80 procent i forhold til 2014.

"DR har en ambition om at samle befolkningen og være for alle. Derfor er jeg stolt af, at befolkningen har taget så godt imod og så flittigt brugt DRs tilbud i 2015. Det glæder mig ikke mindst, fordi det sker i forlængelse af vores ambitioner om at sætte en lang række centrale emner til debat. Vores programmer skal jo gerne sætte tanker og følelser i gang hos brugerne. Både når det handler om store samfundsspørgsmål og dem, der mere vedrører den enkelte i det daglige," siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der uddyber:

"Det er også grunden til, at vi i året, der gik, eksempelvis både har ryddet fladen for at sætte spot på en stigende udfordring med globale flygtningestrømme, men også for at sætte fokus på hvorfor så mange mennesker i dagens Danmark lever et liv i ensomhed," siger hun.


Dr.dk mest benyttet blandt unge ved valg

Hele 83 procent af befolkningen fulgte folketingsvalget på tværs af net, TV og radio fra DR. Dermed blev DR det medie som flest brugte til at følge valget. Dr.dk var i den forbindelse det mest benyttede mediesite blandt de unge, fremhæver DR. Ifølge DR Medieforskning angiver hver anden af de 18-29-årige, at dr.dk var deres vigtigste valgmedie i løbet af valgkampen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002