Kontakt os







 

TV 2 udvider 'TV 2 på Tour'
Fredag 18. december 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 udvider nu sommer-eventen 'TV 2 på Tour' der i løbet af de seneste år er vokset bl.a. med en fordobling af starterne til de cykelløb, der afholdes i de danske byer, samtidig med at Tour de France sendes på TV 2. Som noget nyt rykker TV 2 i 2016 Tour-studiet med ud i sommerlandet, hvor TV 2's mobile Tour de France-studie kommer forbi 11 danske byer.
"Vi har i flere år haft byerne med live i vores Tour-udsendelser, men nu rykker vi selve Tour de France-studiet ud i sommerlandet og sender det hele derfra. Det gør vi for at rykke endnu tættere på danskerne, fordi vi gerne vil give dem gode oplevelser både på tv og ude i virkeligheden - i alle hjørner af landet. Og fordi vi ved, at det giver Tour-udsendelserne en helt særlig puls, at de produceres ude blandt de danske cykelfans," siger John Jäger, chefredaktør TV 2 Sport.


Begynder i Aarhus og slutter i København

'TV 2 på Tour' begynder i Aarhus den 2. - 3. juli og slutter i København den 22. - 24. juli. Undervejs kommer eventen bl.a. forbi Øster Hurup (4. - 5. juli), Harboøre (6 - 7. juli), Juelsminde (10. - 11. juli), Give (12. - 13. juli), Varde (16. - 17. juli), Bogense (18. - 19. juli) og Marielyst (20. - 21. juli).

For København beskrives deltagelsen i 'TV 2 på Tour' som et vigtigt skridt på vejen mod en kommende Tour-start i 2019 eller 2020.

"Det er dejligt, at Tour-Studiet lægger turen forbi København næste sommer. Vi forventer jo at lægge billet ind på at blive startby i 2019 eller 20 og få de indledende etaper igennem en række danske byer, og her får vi en lejlighed til at vise, hvor glade københavnerne er for Touren – og for at cykle i det hele taget. Vi er jo verdens bedste cykel-by, så selvfølgelig skal vi være med her," siger Frank Jensen, overborgmester i København.


En vigtig forlængelse af Tour-dækningen

'TV 2 på Tour' fungerer som en forlængelse af TV 2's populære Tour de France-dækning, og den byder bl.a. på cykelløb for både børn og voksne, aktiviteter for hele familien og Tour de France på storskærm.

"'TV 2 på Tour' vokser år for år, og er efterhånden blevet én af vores helt store events. Jeg er sikker på, at vi kan samle endnu flere danskere, når vi nu rykker Tour-studiet med ud blandt de mange cykelentusiaster, der hvert år kigger forbi til cykelløb, underholdning, inspiration og sommerhygge - og når vi samtidig også kommer forbi Danmarks to største byer på ruten. 'TV 2 på Tour' er blevet en fast og vigtig del af TV 2's aktiviteter omkring Tour de France, og vi mærker en stigende interesse for eventen både fra byerne og fra vores kommercielle partnere," siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber.

TV 2 har indgået et samarbejde med detailkæden Kiwi, som bliver hovedsponsor på 'TV 2 på Tour'. TV 2 samarbejder desuden med både DGI, DCU og Børneulykkesfonden i forbindelse med 'TV 2 på Tour'.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002