Kontakt os







 

DR lavede ikke reklame for Samsung
Onsdag 25. november 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
En af DRs seere klagede til Radio- og TV-nævnet over, at man kunne se Samsungs navn i en trailer for DRs sommerprogrammer. Han får ikke ikke ret i sin klage.
"Der er helt nye programmer til en helt ny sommer", lød det, da DR tidligere i år kørte trailere for, hvad man kunne se i løbet af sommeren på DRs tv-kanaler.

En central del af traileren var en skærmmosaik, hvor DR viste syv forskellige skærme fra mobiltelefoner, tablets og et almindeligt fladskærmsfjernsyn. Her var der indsat billeder fra nogle af de programmer, som man kunne se henover sommeren på DRs kanaler, og skærmene skulle repræsentere forskellige mulige apparater, som brugerne kan se DRs programmer på.

En seer bed mærke i, at han på tv-fladskærmen i traileren kunne se, at det var et fjernsyn af mærket Samsung.

"Det er uberettiget fremhævelse af elektronikmærket Samsung, fordi et Samsung-logo ses tydeligt på en skærm, der panoreres hen over flere gange i løbet af indslaget," mente seeren, der gik til Radio- og TV-nævnet med sin klage.


Fremhævelsen går ikke ud over det tilladelige

I nævnet er man nu ikke af samme opfattelse som klageren.

"Det angivne formål med indslaget er at illustrere, at DRs programmer kan ses på en række forskellige enheder. Samsung-skærmen er kun en af de forskellige skærme, som vises, og selvom den er den største, og navnet er det mest tydelige, finder nævnet ikke, at fremhævelsen går ud over det tilladelige set i lyset af indslagets formål," lyder det bl.a. i nævnets vurdering.

Radio- og TV-nævnet lægger bl.a. vægt på, at der sker mange andre ting i billedet, mens navnet er synligt, og det betyder, at seerens fokus kan være mange andre steder.

"Nævnet finder ikke, at navnet har en så fremtrædende rolle, at det i den viste sammenhæng kan opfattes som en reklame for produktet. Endvidere ville indslagets idé formodentlig være vanskelig at realisere uden at vise logoer eller firmanavne," vurderer nævnet, der samlet set finder, at visningen af Samsung-navnet i denne konkrete sammenhæng var redaktionelt berettiget.

Konklusionen er, at DR ikke gjorde skjult reklame for Samsung i strid med reklamebekendtgørelsen.



Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002