Kontakt os







 

Brian Mikkelsen vred på TV 2 chef
Onsdag 30. oktober 2002
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Kulturminister Brian Mikkelsen kritiserer TV 2s administrerende direktør Cristina Lage for ikke at være en konstruktiv medspiller i forbindelse med privatiseringen af TV 2. "Man må følge op på det, et demokratisk system har vedtaget. Det gælder både Cristina Lage og TV 2s ledelse, at man må honorere de krav, som det politiske system stiller. Og det synes jeg ikke, dele af TV2s ledelse gør i dag. Og hvis man ikke føler, man kan honorere de krav, må man sige op. Så nemt er det", siger Brian Mikkelsen til Berlingske Tidende. Ministeren fremlægger i morgen torsdag morgen lovforslaget, der blandt andet skal omdanne TV 2 til et aktieselskab med henblik på at sælge det til en privat ejer næste år.
Cristina Lage har gentagne gange udtalt, at en privatisering vil betyde, at TV 2 mister mindst 200 millioner kroner, og at hun ikke kan se, hvordan det kan undgå at betyde forringelser af TV 2s flade.

"Det er en socialdemokratisk, bedrevidende holdning, som jeg er dybt uenig i. Og jeg vil godt udtrykke forundring over hendes holdning i den her sag, hvor vi som stationens ejer oplever, at vi har en direktør, der ikke spiller konstruktivt med i den her proces", udtaler Brian Mikkelsen til Berlingske.

Til Dagbladet Børsen siger Brian Mikkelsen, at han er træt af, at TV 2-direktøren "glemmer" de poster, der trækker i den anden retning. "Reklameliberaliseringer og abonnementsindtægterne fra Zulu vil fra starten stort set kompensere for licensbortfaldet. Så er der afkastkravet, men der vil jo ikke være et afkastkrav fra år ét. Hertil kommer, at priserne på sportsrettigheder er kraftigt faldende. TV 2 har selv konstateret, at rettighedspriserne på Danmarks EM-kvalifikationskampe er faldet med 30 pct. i forhold til VM-kampene i 2000-01. Dermed er der lagt op til betydelige besparelser på den meget store udgift, TV 2 har på sport. Så Cristina Lage behøver ikke være bekymret. Hun skal bare sørge for at drive en fornuftig forretning på TV 2 med et højt kvalitetsniveau, som jeg for øvrigt synes, de har nu. Det er hendes ansvar. Og så burde hun kun være glad for, at der er medievirksomheder, som vil investere i dansk fjernsyn", siger Brian Mikkelsen til Børsen.

Cristina Lage er også forundret – over kritikken fra ministeren. Til Børsen siger hun: "Jeg har blot udtrykt en sund skepsis, og jeg mener, det ville have været kritisabelt, hvis jeg ikke gjorde opmærksom på de konsekvenser, privatiseringen kan få for TV 2. Desuden tog jeg positivt imod medieforligets intentioner om at kortlægge mulighederne for en privatisering via et udredningsarbejde", siger Cristina Lage, der afviser at have planer om selv at gå som følge af angrebet.

Berlingske Tidende skriver, at minister Brian Mikkelsen ventes at være klar med en ny bestyrelse for TV 2 om en måned: "TV2-bestyrelsen vil være en mere markedsorienteret bestyrelse, der vil være interesseret i at gå ind i en proces, der handler om at privatisere TV 2. Vi leder efter kandidater, der har forretningsmæssig indsigt, medieviden og også efter kandidater med et kulturelt ståsted", siger Brian Mikkelsen.

Børsen skriver direkte, at bestyrelsesformand Jens Bilgrav-Nielsen (R) efter avisens oplysninger udskiftet til nytår, og det er sandsynligt, at Cristina Lage også står til fyring. Brian Mikkelsen understreger dog overfor Børsen, at han ikke vil blande sig i, hvem der er direktør for TV 2.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002