Kontakt os







 

Konkurrencerådet godkender Discovery's opkøb af Canal 8 og Canal 9
Onsdag 27. maj 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Konkurrencerådet har i dag godkendt Discovery Networks Danmarks køb af Canal 8 Sport og Canal 9 af selskabet Nordic Television AB.
"Vi er glade for, at handlen nu endelig er på plads. Canal 8 Sport og Canal 9 supplerer vores i forvejen stærke brandportefølje positivt og hjælper os med at leve op til vores målsætning om at levere topunderholdning og sport til de danske seere. Med handlen tager vi endnu et vigtigt skridt i retning af at blive Danmarks næststørste kommercielle tv-udbyder," udtlaler Christian Kemp, adm. direktør Discovery Networks Danmark.

Discovery Networks Danmark har i forvejen en række sportsrettigheder herunder alle kvalifikationskampe til EM 2016 og VM 2018 - inklusiv alle kampe med det danske landshold, Premier League fodbold, spansk fodbold og Europa League. Herudover har Discovery Networks Danmark erhvervet rettighederne til to kampe fra hver runde i Alka Superligaen fra den kommende sæson og seks år frem. Kampe som man hidtil har kunnet følge på Canal 8 Sport og Canal 9.

Canal 9 blev lanceret i 2009, mens Canal 8 Sport gik i luften i 2012.


Går ikke ud over konkurrencen på tv-markedet

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt, siger: "Det er vores vurdering, at konkurrencen generelt ikke fungerer optimalt på tv-markedet, som er præget af få, stærke aktører. Det billede ændrer fusionen ikke på. Det skyldes, at det er vores vurdering, at Nordic Television ville lukke og forsvinde som selvstændig aktør på markedet, uanset om fusionen blev godkendt eller ej."

"Det har været centralt for Konkurrencerådets godkendelse, at Discovery køber to kanalpladser, hvor der ikke følger væsentlige rettigheder med. Vores undersøgelser giver os da heller ikke grund til at tro, at fusionen vil give højere priser på tv sammenlignet med situationen uden fusionen."

Discovery er den tredjestørste spiller på tv-markedet i Danmark og ejer i forvejen 12 tv-kanaler, heriblandt Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, og Eurosport 1 og 2, oplyser Konkurrencerådet.

Det er Konkurrencerådets samlede vurdering, at fusionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt - sammenlignet med alternativet. Konkurrencerådet vurderer, at Nordic Television sandsynligvis vil lukke ned, hvis fusionen ikke gennemføres, og at Discovery i stedet vil placere de nyligt indkøbte rettigheder til Superligaen på sine eksisterende kanaler, hvor priserne vil blive hævet.

På den baggrund vurderer Konkurrencerådet, at fusionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt på de relevante markeder



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002