Kontakt os







 

DR2-serie om mænds manglende sexlyst
Tirsdag 26. maj 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Mænd har altid lyst til sex - eller har de? DR2 tager fat på et tabubelagt emne, der kan slå dybe skår i parforhold. Første gang på mandag den 1. juni kl. 22.


Manden har altid lyst. Evig liderlig og klar til at kaste sig over enhver kvinde, der byder sig til. Det er i hvert fald den historie, vi ofte fortælles. Derfor er chokket stort, når manden viser sig ikke at være et vilddyr i sengen. Men nu kræver manden retten til også at 'have hovedpine'…

I DR2-serien 'Mænd med hovedpine' på tre programmer bryder en lang række mænd tabuet og fortæller om ikke altid at have lyst til sex. De taler også om, hvordan det bliver modtaget hos deres partner, som ofte er præget af forestillingen om, at manden altid har lyst. Mændene kan derfor hurtigt blive bebrejdet, at den manglende lyst skyldes et problem med partneren, hvilket igen kan gøre lysten endnu mindre.


Nye krav til manden?

Et stigende antal mænd henvender sig til terapeuter og psykologer for at få hjælp til deres lyst - eller manglen på samme. De oplever, at det er et stort tabu, som skaber problemer for dem og deres partner. Men hvad skyldes den manglende lyst, og har det i virkeligheden altid været sådan?

I programserien medvirker bl.a. antropolog Christian Groes. Han påstår ikke, at manglende lyst hos mænd nødvendigvis er et nyt fænomen, men i et af programmerne siger han:
"Siden 50'erne og frem til i dag har manden gennemgået en periode, hvor han er gået fra, at forsørgerrollen var den vigtigste rolle. I dag er det sådan, at manden ikke bare skal være forsøger, men også skal leve op til en række andre krav. I forhold til hans seksualitet er der kommet stigende fokus på at tilfredsstille kvinden. Nogle mænd har en oplevelse af, at de skal kunne have sex ofte med deres partner. På den måde ligger der et ekstra pres på den moderne mand."


Hverdag, singleliv og familieforøgelse

De tre programmer tager udgangspunkt i tre forskellige livsfaser, hvor sexlysten kan være truet.

Første program ser på, når det bliver hverdag i et parforhold, og der sker en forandring, så man ikke naturligt kan bevare gnisten og sexlysten.

Andet program ser på singlemanden, som kan føle sig under pres, fordi han skal præstere, når muligheden byder sig. I singlekulturen er der nemlig store forventninger til manden i det korte møde med et andet menneske, han ikke kender. Ellers er der risiko for, at interessen fra den potentielle partner hurtigt forsvinder.

Tredje program handler om den nybagte far. Med en lille baby imellem sig, omdefinerer man ofte parrelationen fra kærester til forældre. Intet som et nyfødt barn kan være en 'sexdræber'. Uden søvn og med masser af gråd kan det være svært at have overskud og lyst til hinanden. For ikke at tale om selve graviditeten, som også kan have betydning for mandens lyst til kvinden.


Foto: I DR2-serien 'Mænd med hovedpine' bryder en lang række mænd tabuet og fortæller om ikke altid at have lyst til sex. Her er det Søren Holmberg.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002