Kontakt os







 

DR sender ni gudstjenester i påsken og en stribe af andre kristne programmer
Torsdag 26. marts 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR skruer op for de kristne, forkyndende udsendelser i påskedagen. Det bliver til ikke færre end ni gudstjenester. Derudover åbner P1's nye troscafé skærtorsdag og langfredag, ligesom eftermiddagene på DR K i påskedagene i høj grad tager afsæt i den kristne højtid. Der er tale om, at DR - på samme måde som i 2014 - massivt styrker kristendommen i sendefladen.
DR Kirken sender gudstjeneste palmesøndag, langfredag og påskedag fra Fredenskirken i Aarhus. Udsendelserne bliver som altid sendt klokken 14.00 på DR K, men påskedag kan gudstjenesten også ses på DR1 klokken 11.00.

Palmesøndag bliver radiogudstjenesten på P1 sendt fra Ansgarkirken i Hedehusene, men ellers er det Silkeborg Kirke, der bliver påskens kirke på P1, idet gudstjenesterne skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag sendes herfra. Endelig sender P1 også påskegudstjeneste på grønlandsk fra Thonas Kingos Kirke i Odense; det er 2. påskedag.

I påsken vender 'Troscafé på P1' også tilbage. Den erstatter programmet 'Orientering' på helligdage i 2015 fra klokken 16.03-17.00. Her sætter to personer hinanden stævne, og iflg. DR giver personerne nye vinkler på den helligdag, det er.

Skærtorsdag mødes kokken Søren Gericke og rektor og musiker Henrik Goldschmidt i en samtale om måltid, fællesskab og tro – bundet sammen af musik og salmer spillet af jazzbandet Konnect og med Simon Kangas Larsen fra DR Tro som vært.

Dagen efter medvirker Konnect og Kangas igen, og da er det tidligere 'Bogart'-vært Ole Michelsen og sognepræst og forfatter Lone Vesterdal, der giver nye vinkler på langfredag og taler om sorg, tab og tro.

De faste magasinprogrammer om tro på P1 tager i påskeugen også de kristne helligdage op til journalistisk behandling. Biskop Keld Holm er gæst hos Anders Laugesen i 'Mennesker og tro' onsdag den 1. april til en samtale om modstand, opstand og opstandelse. Og i programmet 'Religionsrapport' tirsdag den 31. marts bliver der sat fokus på, hvordan vidt forskellige mennesker opfatter påskens tema om frelse før og nu.


Mere kristendom og mere påskedækning på DR

I 2012 afsatte daværende kirkeminister Manu Sareen (RV) to millioner kr. til at gøre kristendommen og særligt påsken mere kendt i den danske offentlighed, og gav klart udtryk for, DR skulle prioritere påsken højere.

Det medførte begejstring hos Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, der selv er præst, og stærkt utilfreds med at DR - iflg. Langballe - hidtil stort set kun havde dækket påsken med én gudstjeneste

Og sidste år - i 2014 - havde DR udvidet dækningen af de kristnes fejring af påsken så meget, at den sædvanlige, årlige tilbagevendende kritik fra det kristne kirkefolk om manglen på gudtjenester og at den øvrige forkyndelse i påsken var for tynd eller mangelfuld, blev erstattet af stor tilfredshed. Teolog Katrine Winkel Holm, medlem af Dansk Folkeparti og medlem af DRs bestyrelse, var særdeles positiv, mens en jysk biskop dog ikke var helt tilfreds, idet han savnede en stor påskefilm i primetime på DR1 langfredag.

Den 1. marts i år ansatte DR så tidligere kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad og generalsekretær for Det Danske Bibelselskab, Morten Thomsen Højsgaard, til at have ansvaret for stoffet om historie og tro på samtlige DRs platforme. Højsgaard har de sidste 10 år virket som en af Danmarks fremmeste kristne missionærer. Han har i 10 år arbejdet med at "formidle, styrke og udbrede kirke, kristendom og bibel mest muligt", som kritikere påpegede.


Kristendom er en af DRs vigtigste opgaver

Og Morten Thomsen Højsgaard, siger i dag iflg. en pressemeddelelse om påskens programmer:

"I påsken, som er kirkens store højtid, skruer DR op for blusset, når det gælder om at formidle, afspejle og afdække, hvad der foregår i troens og kirkens verden. Fra palmesøndag til anden påskedag sker det blandt andet gennem en stor mængde transmissioner af gudstjenester, flere dokumentarudsendelser, samtaler og debat om højtidens indhold og betydning samt det nye tiltag, troscafé, der kombinerer flere genrer og udtryksformer. Med dette brede og varierede udbud af udsendelser, som tager afsæt i påsken som en religiøs højtid, opfylder DR en af sine vigtige opgaver, som er at dække kulturarven, herunder den kristne kulturarv."


'Sagen uopklaret – Jesus'

DR oplyser videre, at DR K også viser en stribe tros-udsendelser i påskedagene.

Skærtorsdag rydder DR K sendefladen i over fem timer for at vise hele den amerikanske serie 'Vejen til Konstantinopel', hvor der fortælles om kristendommens 'tornede' vej fra Mellemøsten til Konstantinopel.

Langfredag giver DR K '5 skarpe om kristendommens danske historie' og '5 skarpe om Jesus' - og efter DR Kirken spørges der så i et tv-program produceret i USA, om Judas var en helt eller forræder.

Påskedag giver DR K en introduktion til jødernes påske og den kristne påske, inden syv briter giver deres personlige syn på biblen, og eftermiddagen fortsætter med alt fra musicalen 'Jesus Christ Superstar' til 'Sagen uopklaret: Jesus' – en newzealandsk dokumentar, hvor der spørges: "Hvem dræber Jesus og hvorfor?"


Læs også:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=23743
http://tvnyt.com/artikel/default.asp?id=21570



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002