Kontakt os







 

Aalborg-firma producerer Europa League
Mandag 29. september 2014
Af Karsten Jensen
 
Når AaB løber på banen mod portugisiske Rio Ave FC den 2. oktober kl. 19.00, så er det OB-produktionsselskabet dblux, der står for live transmission fra Nordjyske Arena til tv-seere i hele Europa.


"Det er en stor anerkendelse, at vi er blevet udvalgt til at producere Europa League. I fodboldverdenen er det jo noget af det største, og tilsvarende i OB-verdenen er Europa League kampene kendt for at være nogle af de største, mest krævende produktioner. Det betyder meget for os at være med, og vi sætter en stor ære i at levere en god produktion," siger Henrik Borup, Produktionsdirektør i dblux.

Produktionen løses for UEFA i samarbejde med Canal 9, som dblux også producerer Superligakampe for. UEFA har udleveret en 300-siders drejebog til dblux, der nøje beskriver, hvordan kampen skal afvikles.

"UEFA stiller utroligt høje krav til produktionskvaliteten, og vi skal være 100 procent sikre på, at alt forløber som planlagt. Alt fra kameravinkler til grafikafvikling bliver dobbelttjekket, og vi har lejet en ekstra strømgenerator med tilhørende vagt, fordi UEFA stiller krav om, at der skal være redundant strømforsyning," forklarer Henrik Borup om kravene.

På kampdagen stiller dblux med 24 medarbejdere og to HD OB-vogne med 10 HD kameraer, 8 slow kameraer samt 2 super slow kameraer. Mandskabet omfatter fotografer, lyd- og lysfolk, grafikafviklere og ikke mindst Host Producerer Michael W. Borup, som ved samme anledning fejrer 25-års jubilæum som medarbejder i dblux.

Det er Michael W. Borup, som har til ansvar at udvælge de bedste kamerabilleder, der sættes sammen til tv-seerne. Produktionen omfatter også 3 slow operatør, som kan gengive alle kameravinkler fra kampen og vise gentagelser af mål eller highlights fra kampen, så der ikke går noget tabt under produktionen.

Produktionen, som dblux sammensætter, sendes til en satellit, hvorfra tv-stationer over hele Europa kan hente den til deres tv-kanaler, hvor billederne ofte sættes sammen med lokal kommentatorlyd.

Den 1. oktober er dblux i øvrigt i Malmø for at løse studieproduktion for TV 3 Sverige på Champions League kampen mellem Malmø FF og Olympiakos, så det er ikke kun danske tv-stationer, der har øje for Aalborg-firmaets kvaliteter.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002