">



Kontakt os







 

Europæisk hæderspris til Ingolf Gabold
Fredag 26. september 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Hjernen bag serier som 'Borgen', 'Forbrydelsen' og 'Broen' sidder i hovedet på DRs tidligere dramachef, Ingolf Gabold, der nu hædres med en særpris for "his lifetime achievement". Det sker ved Prix Europa til oktober i Berlin.


Ingolf Gabold, der er født i Heidelberg i Tyskland i 1942, forlod DR i 2012, men frem for at nyde et velfortjent otium, har han fortsat sin karriere i produktionsselskabet Eyeworks, der udvikler dramaserier med et internationalt publikum for øje.

"Ingolf er dramturgiens mester, og i sit eget liv er han formentlig kun nået midtvejs i anden akt," som DRs tidligere tv-direktør Bjørn Erichsen formulerer det.


"Lydhør og altid til rådighed"

Ingold Gabold blev i sin tid afløst som dramachef af Piv Bernth. Hun arbejdede som producent på en lang række af DR Dramas populære produktioner, og hun har kun lovord til overs for sin tidligere chef:

"Det er fuldt fortjent, når Ingolf Gabold får en Life Achievement Pris af den europæiske tv-branche. Ingolf har om nogen været grundlægger af det, der i dag kaldes den skandinaviske bølge. Han samlede sit hold og havde modet til at stole på forfatterne og producenterne og lade os arbejde i de retninger, vi ville. Han var altid til rådighed og lydhør, og hans indspark på alle planer var inspirerende, udfordrende og medspillende," siger hun og tilføjer:

"Ingolf var med til at skabe metoden, som vi alle arbejder videre med og står på skuldrene af. Han har betydet uendeligt meget for mange, både herhjemme og i udlandet - og jeg er så heldig at være en af dem," siger Piv Bernth.


Uddeles den 24. oktober

Ingolf Gabold modtager prisen den 24. oktober i Berlin, hvor omkring 1000 mediefolk vil være samlet i dagene fra den 18. til 25. oktober for bl.a. at uddele priser for bedste eurpæiske tv-, radio- og onlineproduktioner.


Foto: Ingolf Gabold. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002