Kontakt os







 

Ude i provinsen
Torsdag 26. juni 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Sommerferien står for døren og med usvigelig sikkerhed betyder det, at både DR og TV 2 drager 'ud i provinsen' - en eksotisk 'provins' der fra de statslige tv-kanalers synsvinkel nærmest betragtes som et frilandsmuseum. Den er fx helt gal med DR-programmet 'Må vi komme med', mener en vestjysk avis.


Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver i en leder med overskriften 'Gennemtrampede klichéer på DR 1' om DR-programmet 'Må vi komme med', at det er utroligt, at DR "vil være bekendt at vise sådan en gang fladpandet, kliché-gennemtrampet, overfladisk bavl".


Korifæer der forbløffes af virkeligheden

Det er sommer, og så sender DR sine koryfæer ud i fædrelandet og lader dem forbløffes af virkeligheden, hedder det i Dagbladets leder, der fortsætter: "Ideen er, at der nok opstår nogle gyldne øjeblikke, når Hovedstadens smarte hipster konfronteres med livet, som det leves af helt almindelige mennesker ude i provinsen"

Idéen var at fortælle noget om Indre Mission, og så blev Huxi Bach og Jan Gintberg ellers sendt helt til Hvide Sande.

"Med samme overlegne attitude, som var de hvide opdagelsesrejsende i det mørke Afrika i 1800-tallet, gik denne duo så rundt og lod sig forbløffe af folkene i Hvide Sande. »Der er langt ind i byen... der er fire døre i en lille bil... og præst Thomas Kristensen deler synspunkter med Indre Mission. Denne oplysning nærmest chokerede de to, der inviterede sig selv til et foredrag med præsten. Her sad de og skar ansigter og lavede åbenlyst grin med en kvinde, der sang og spillede guitar."


Udspurgte børn om homoseksualitet

Forinden havde de to værter stoppet to tilfældige drenge i 12-13 års alderen og udspurgt dem om homoseksualitet.

"Hvor er det bare under lavmålet at se to voksne mænd for åbent kamera udspørge børn om sådan noget. Ærgerligt, at der ikke var en far i nærheden til at gribe ind, så det kunne mærkes," skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der fortsætter:

"De to 'komikere' fjollede videre og fik flere Hvide Sande-folk i tale, der forklarede om deres tro, og hvorfor den betyder noget for dem. Fint og værdigt prøvede de at forklare sig, med venlig overbærenhed over for den spejlblanke duo, der ikke var ude på at forstå noget, men blot udstille Indre Mission i Hvide Sande som særlinge."


Det eksotiske Vestjylland

Lederen slutter: "De brave folk i Hvide Sande trækker nok på skuldrene over de to kjøwenhavnere fra tv - og vi andre overlever jo også. Vi er jo vant til at se Vestjylland udstillet som noget eksotisk, der ligger langt ude, og vestjyder som intolerante.

I gårsdagens program var de intolerante, fordomsfulde og forudindtagede de to DR-folk, hvis jagt på et billigt grin faldt tæerkrummende til jorden."


Foto: 'Må vi komme med?' har Huxi Bach og Jan Gintberg som værter. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002