Kontakt os







 

Medina bliver dommer i 'Popstars'
Onsdag 28. maj 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Hun har sagt nej til at være dommer i 'X Factor' på DR1, men nu har Danmarks største kvindelige hitmager Medina sagt ja til at være dommer i 'Popstars', når det får premiere på Kanal 5 til efteråret.


"Jeg har valgt at sige ja til Popstars, fordi programmet har en 'feel good vibe' uden en konkurrence mellem os dommere. Vi 'dommere' er ikke imod hinanden, vi udnytter hinandens potentiale til at få det bedste ud af deltagerne, hvilket for mig er en stor force. Jeg glæder mig meget til at møde deltagerne og til at se, hvad vi kan vride ud af dem. Det er vigtigt, at de fra starten ved, at det her ikke er let - og at de er klar på, at der skal knokles for at nå sine drømme og mål – præcis på samme måde, som jeg har gjort og bliver ved med at gøre det. Jeg glæder mig oprigtigt til den her udfordring som Popstars dommer," siger Medina om sin forestående rolle som dommer i Kanal 5’s store talentshow til efteråret.

I Popstars er der fokus på den lange, seje vej frem mod stjernehimlen, skriver SBS Discovery i dag i en pressemeddelelse. Det kræver i dag meget mere end blot en velsmurt sangstemme for at blive en rigtig stjerne. Performance, look og attitude spiller også en stor rolle, hvis man vil slå igennem på musikscenen. Og det er her, Popstars iflg. SBS adskiller sig fra øvrige talentshows ved at have meget større fokus på den forvandling og udvikling, deltagerne skal igennem for at nå i mål.

Samtidig er det dommerne, der i fællesskab skal sørge for at vejlede og coache de udvalgte sangtalenter igennem hele processen. Seerne oplever deltagerne kæmpe med sig selv og mod hinanden, mens de sveder, bløder og synger sig igennem forvandlingen til en rigtig stjerne.

Og SBS Discovery Medias Programdirektør Maiken Wexø glæder sig over at få en dommer med på holdet, som i den grad selv har knoklet for at komme til tops:

"Vi er sindssygt glade for, at Medina vil hjælpe os med at finde Danmarks næste stjerne. Hun har selv arbejdet benhårdt for at nå dertil, hvor hun er i dag. Medina har hele pakken! Hun er indbegrebet af alle de drømme, ønsker og håb, som Popstars også står for, der kan gå i opfyldelse, hvis man knokler og har viljen til det. Vi kunne simpelthen ikke drømme om en bedre coach til at hjælpe vores sangtalenter hele vejen til tops. Popstars bliver underholdning af høj kvalitet for hele familien, og vi kan ikke vente med at komme i gang," fortæller Maiken Wexø.


Foto: Medina. (Fotograf: Rasmus Stabell)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002