Kontakt os







 

Giro d'Italia fra fredag den 9. maj
Onsdag 30. april 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fredag den 9. maj skydes det traditionsrige etapeløb Giro d’Italia i gang - og de næste uger kan alle, der sætter pris på store dramaer og spektakulær bjergkørsel på dette cykelløb, som kaldes "den frække, provokerende og cool lillebror til Tour de France" og som foregår i flotte italienske landskaber, se med på TV 2.
Giro d’Italia, Tour de France og La Vuelta a España. Tre store cykelløb, der alle bliver vist på TV 2. Og det store cykelår ruller med etapeløbet Giro d’Italia I gang i maj, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere kæmper på de italienske veje - og ikke mindst op og ned ad landets stejle bjerge. Løbet bliver fulgt op med Tour de France i juli og med La Vuelta a España i august-september.

Men hvilket slags cykelløb er Giro d’Italia?

"Det er den frække, provokerende og cool lillebror til Tour de France. Det siger jeg, fordi Giro d'Italia tør lidt mere. Det tager lidt mere hensyn til publikum - og lidt mindre til rytterne. Det tager flere chancer med ruten og er lidt mere cykelløb som i gamle dage," siger TV 2's cykelekspert Dennis Ritter, der skal kommentere årets Giro d'Italia sammen med Rolf Sørensen. Han fortsætter:

"Jeg fornemmer i cykelmiljøet, at Giro d'Italias popularitet er stigende. Det er et cool løb, og et løb, som rytterne gerne vil gøre det godt i. Det kan godt være, at Tour de France stadig har fat i flest mennesker verden over, måske fordi det ligger i juli, men Giroen er på vej frem," siger Dennis Ritter.


Skal ikke stege seks timer i et udbrud

Giro d'Italia havde, under masser af opmærksomhed, start i Herning i Danmark i 2012, og løbet har i det hele taget en tradition for at starte langt fra støvlelandet. Det gør sig også gældende i år, hvor den 97.udgave af det italienske etapeløb begynder i Belfast i Nordirland. Efter tre etaper på de forblæste nordirske landeveje fortsætter løbet efter en hviledag i Italien.

"Giro d'Italia er et meget bjerg-tungt løb. Det er pakket med bjerge - fra start til mål og derfor meget krævende. Bjergetaperne er en lille smule kortere end i andre løb, men til gengæld meget, meget hårde. Fordi de er lidt korte, inviterer det til tidlige angreb. Rytterne tør lidt mere, fordi de ikke skal sidde seks timer og stege alene ude i et eller andet udbrud," siger Dennis Rytter.


Nye navne

Nogle af de store ryttere, bl.a. Chris Froom, Vinzenzo Nibali og Bradley Wiggins, som normalt dominerer etapeløbene, er ikke med i årets Giro d'Italia, og det giver nogle muligheder for nye pedalatleter for at dominere feltet, mener Dennis Ritter.

"Det er året, hvor vi skal have nogle nye navne frem i rampelyset, fordi dem, vi har kendt inden for de senere år som de store etapeløbsryttere, faktisk ikke er med. Storfavoritten er Nairo Quintana, der blev nummer to i Tour de France sidste år, og så har Daniel Martin fra Garmin og Joaquim Rodríguez fra Team Katusha chancer for at vinde," siger Dennis Ritter.

En garvet rytter man dog også må regne blandt favoritterne er australske Cadel Evans, der vandt Tour de France i 2011.

"Og så er der gamle rynkede Cadel Evans. Han har fundet formen men indset, at han ikke kommer til at vinde Tour de France igen, så nu har han kastet sig over Giro d'Italia. Han har lige vundet et vigtigt optaktsløb i Italien, Giro del Trintino. Han kan simpelthen gå hen og vinde Giroen. Det vil gøre ham til en af de ældste vindere i historien. Han kører også en god enkeltstart," siger Dennis Ritter.


Det danske islæt

Der er tre danske ryttere med i Giro d'Italia i år: Chris Anker Sørensen og Christopher Juul Jensen fra Tinkoff-Saxo og Lars Bak fra Lotto.

"Af dem vil jeg helt klart sige, at vi skal have de største forventninger til Chris Anker Sørensen. Han er i ret god form og har ikke vundet et cykelløb siden 2010. Han er så indebrændt nu, at jeg er sikker på, at han vil få en fremtrædende rolle på enkelte udvalgte etaper. Det samme kan man sige om Lars Bak. Han er god til at finde de der rigtige udbrud, og så er det lige om han har dagen, hvor han kan gøre det færdigt. Christopher Juul er mere i arbejdsmandsrollen, og han kører sit første store etapeløb. Han er ikke så kendt endnu, men han er en mand, der har løftet sit niveau meget i år. Han er en begavet og humoristisk fyr, der har rigtigt meget på hjerte og er interessant at høre på, så ham glæder jeg mig til at dele med danskerne," siger Dennis Ritter.

Dennis Ritter og Rolf Sørensen kommenterer Giro d'Italia og har studieudsendelser før og efter etaperne. Løbet kan også følges på tv2.dk og på TV 2 Play, hvor der alle løbsdage er studie fra kl. 18.00 til 18.30.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002