Kontakt os







 

'Gammeldanskere' til 'nydanskere':
"Tal dansk!"

Onsdag 28. august 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I programmerne 'Tal dansk' på DR1 skal tre nydanskere i lære hos tre 'gammeldanskere', så de kan forbedre deres dårlige dansk, og måske endda også få et job.


"De, der er her, har tænkt sig at blive. Og det kan vi lige så godt indstille os på. Men forudsætningen for integration er sgu da, at man kan sproget."

Så koncist lyder det fra Walter i introen til DRs nye sociale eksperiment ’Tal dansk’, der bliver sendt den 2. og 4. september, oplyser DR i dag i en pressemeddelelse. I to programmer stiller DR1 skarpt på hvad, der egentlig er den største forhindring, når nye danskere og de 'gamle' skal forstå hinanden. Hvilken magisk formel skal der til for at komme helt tæt på danskerne og blive lukket ind i varmen? Og hvordan kommer danskerne over deres fordomme og vaneforstillinger om de 'fremmede'?


Lever sammen i tre dage

DR har stillet tre indvandrere og tre helt almindelige danskere en udfordring:

De nye danskere skal forbedre deres dårlige dansk. I tre dage skal de leve tæt sammen med hver sin etniske dansker og dele hverdag og oplevelser på godt og ondt. Spørgsmålet er bare, hvor langt danskernes tålmodighed og pædagogiske evner rækker, når misforståelserne begynder at hobe sig op, og når samtale synes umulig. For eksempel i første program, hvor somaliske Lul har problemer med at forstå sin vært, Lene, når hun vil have hende med ud at spille tennis, og Lul tror, hun skal spille basketball.

I det første program er indvandrerne gæster og danskerne på hjemmebane.

Ingen af deltagerne kender hinanden på forhånd, og de har alle vidt forskellige baggrunde.

De tre 'par' er:


Walter og Mihai:

Walter er 45 år og bor i en idyllisk tjenestebolig I København på Vestre Kirkegårds areal
sammen med sine store børn på 17 og 21 år. Walter er overbevist, om at vejen til integration går gennem et arbejdsliv med danske kollegaer. Men det kræver, at man kan sproget og kan kende forskel på en skovl og en spade. Det går hurtigt op for ham, at hans gæst Mihai ikke er den typiske østeuropæiske gæstearbejder.

Rumænske Mihai på 44 år er kommet til Danmark for nyligt. Hans 14-årige søn er blevet ramt af kræft, og det har fået Mihai og hans kone til at søge ud i verden for at tjene penge til den dyre behandling i Rumænien. Mihai har en høj moral og sætter pris på den nordiske velfærdsmodel. Han vil gerne have et job med skattekort og ordnede forhold, men den slags job hænger ikke på træerne, især ikke for østarbejdere i Danmark. Derfor er Mihai nødt til at samle flasker i København.

Der udvikler sig hurtigt en særlig forståelse mellem Walter og Mihai. Walter er en handlingens mand og løbet af de to programmer træder han i karakter som Mihais konsekvente hjælper, der måske også får skaffet rumæneren et job.


Lene og Lul:

Lene på 65 år bor i Hørsholm sammen med sin mand, Kjeld. Fritiden bliver brugt i den lokale tennisklub, og arbejdslivet praktiseres som kordegn i Hørsholm kirke.

Humor, hygge med god mad og en gammel dansk film er typiske danske værdier, som Lene gerne vil vise sin gæst. Den sprogundervisning, som Lene har planlagt er centreret omkring det nære liv: Der bliver spillet tennis, spist Piratos og set Dirch Passer-film.

Lul er 21 år og fra det borgerkrigshærgede Somalia. Som 16-årig blev hun tvangsgift med en 72-årig militærmand. Efter en traumatisk tid i ægteskabet lykkedes det hende at flygte til Danmark. Hun tilbragte et år rundt på forskellige asylcentre og har nu fået permanent ophold i Danmark.

Lul har to store drømme: At se sin mor igen. Det er fem år siden sidst. Derudover vil Lul gerne arbejde med at hjælpe andre. Derfor står en uddannelse som sosu-assistent, og måske senere sygeplejerske, højt på listen. Lul har al god grund til at blive bedre til dansk.


Nattya og Mia

Det tredje par, som sammen skal prøve kræfter med det danske sprog, er Mia og Nattiya. Mia er 29 år og vuggestuepædagog. Derfor falder det hende helt naturligt at gribe opgaven meget pædagogisk an. Hun tænker, at den bedste vej til integration er ved at overskride nogle af de personlige grænser, som tit er en hindring, når der skal snakkes dansk. Derfor bliver Mias gæst kastet ud i højtlæsning for de små i vuggestuen, for hvis de forstår hende, er hun allerede godt på vej.

Nattiya er 34 år og fra Thailand. Hun har boet i Danmark i knap tre år og driver et thai-supermarked med sin russisk-iranske mand. I privaten taler de kun thai sammen, og i butikken klarer hun sig også med thai og engelsk. Nattiya arbejder hver dag, syv dage om ugen, så muligheden for at møde nye danske venner eller deltage i den danske hverdag uden for butikken, er meget begrænset. Også sprogskolen bliver forsømt, fordi arbejdslivet fylder så meget, men for Nattiya er det dårlige dansk blevet en stor frustration. Hun mærker, hvordan det isolerer hende fra muligheden for de danske venner, hun så gerne vil have.


De to afsnit af 'Tal dansk' bliver sendt på DR1 mandag den 2. og onsdag den 4. september, begge dage klokken 20.00.



Foto: Nattya og Mia fra DR-serien 'Tal dansk'. (Fotograf: Claudia Dons)




Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002