Kontakt os







 

Fremgang for TV 2 News efter lukningen af DR Update
Onsdag 27. marts 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 News oplevede igen i sidste uge - uge 12 - fremgang, som indtil videre har været en følge af DRs lukning af DR Update, og sidste uge fik TV 2 News den femtebedste uge nogensinde målt på seerandele.


Da DR lukkede DR Update, blev der skruet op for nyhedsdækningen på DR2, men det har – mod forventning – ikke styrket DR2 væsentligt, skriver TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

Den naturlige antagelse ville være, at DR2 som en relanceret nyheds- og samfundskanal ville vokse klart - både fordi kanalens ugentlige sendetid er vokset betydeligt, og fordi DR2 ville opsuge seningen fra DR Update, eftersom DR2 nu er den kanal, som står for DRs største nyhedstilbud.

Samtidig har DR2 som ’nyhedskanal’ beholdt de mest populære programmer på kanalen, f.eks. udenlandske krimier og film samt genudsendelser af 'Gintberg' og 'Store danskere'.

DR2 er imidlertid kun vokset marginalt og langt mindre end de cirka 0,8 procentpoint, som den nu nedlagte DR Update overlod til DR2.

Samtidig er DR2’s nyhedsflagskib, 'DR2 Morgen', faldet i seertilslutning i de seneste to uger. I årets første ni uger af 2013 havde DR2 og DR Update tilsammen 9.000 seere i gennemsnit mandag-fredag klokken 6.30-9.30.

Dette seertal var i uge 12 på 20.000 i snit på DR2 – altså en vækst på 11.000 seere.

I samme tidsrum kl. 6.30-9.30 - i uge 12 - var der 165.000 seere på TV 2 og 38.000 seere på TV 2 News.

Begge TV 2-kanaler har fået flere morgenseere, efter at det nye DR2 er gået i luften, konstaterer TV 2.


Arkivfoto


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002