Kontakt os







 

Fælles skandinavisk tv-fremstød
Torsdag 31. maj 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I næste uge står DR - sammen med svenske SVT - bag 'Scandinavian Screening', hvor indkøbere fra hele verden mødes i Stockholm for at se tv-programmer i tre dage - og forhåbentlig også købe.


"Hvad er de næste dramaserier, der er på vej fra DR" og "Hvad har I i grunden på hylderne ud over 'Borgen' og 'Rejseholdet'?" Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som DR Internationalt Salg jævnligt får, og nu gør afdelingen selv noget ekstra for at fortælle omverdenen det.

Sammen med søsterafdelingen i Sverige, SVT Sales, afholder DR Internationalt Salg 'Scandinavian Screening' hos SVT i Stockholm den 5.-7. juni. Her vil knap 100 indkøbere - fra hele verden - dukke op for at se tilsammen 200 timers programmer - og hvis det går som planlgt - også købe.

"Vi holdt 'Scandinavian Screening' for første gang for to år siden i DR Byen. Det blev en stor succes, og tanken er, at vi vil holde det hvert andet år. Det er en forholdsvis stor opgave at holde et eksportfremstød," siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Ideen med 'Scandinavian Screening' er at sætte yderligere skub i salget mellem de to store salgsmesser for tv-købmænd fra hele verden i Cannes i foråret og i efteråret. Det er især tv-indkøbere fra Europa, der kommer, men også australiere og tv-folk fra andre verdensdele har meldt deres ankomst.

Flere viser ikke-engelsksproget fiktion
"I flere år har det været de større internationale og også prisvindende dokumentarer, der har været en spydspids, og har været med til at gøre de udenlandske tv-stationer ekstra opmærksomme på skandinavisk tv. Senere er fiktionen kommet til, og stadig flere lande er klar til at vise ikke-engelsksproget fiktion," forklarer Helene Aurø, der tilføjer:

"Sidst havde vi regnet med, at 50 indkøbere ville komme, men der kom næsten 100. Og jeg er glad for, at vi har kunnet fastholde deltagerantallet denne gang," siger Helene Aurø.

Hun forklarer, at DR Internationalt Salg i flere år har fulgt en målrettet strategi om at komme mere ud i verden de rigtige steder. Målet er at øge eksporten ved at lave eksportfremstød og ved at have en festivalstrategi, der kan understøtte programmerne i markedsføringen.

Udover rent faktisk at fortælle, hvad DR har på vej af dramaserier, vil hun og de øvrige medarbejdere fra DR Internationalt Salg blandt andet vise dem nogle af DRs børne- og ungdomsserier; for eksempel 'Limbo' og 'Limbo 2'. Også en række dokumentarer har udsigt til at blive vist for de kræsne indkøbere.

Udover DR og SVT medvirker distributørerne, SF Film, Trust Nordisk og Nordic World også i fremstødet.



Foto: Familie-dramaserierne 'Limbo' og 'Limbo 2' er blot nogle af programmerne, som DR Internationalt Salg vil vise for indkøberne i Stockholm. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002