Kontakt os







 

’Borgen’ fik en BAFTA i London
Tirsdag 29. maj 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
For andet år i træk sikrede en af DRs dramaserier sig søndag én af de eftertragtede BAFTA-priser i London for at være ’Bedste Internationale Dramaserie’. Hvor det sidste år var ’Forbrydelsen’, der kunne rejse hjem med prisen, var det i år ’Borgen’, der sejrede.


BAFTA står for ’British Academy Television Awards’, og det er her briterne hvert år fejrer de bedste tv-programmer. Priserne blev uddelt i Royal Festival Hall i London og foran millioner af briter, der kunne følge med direkte på BBC One.

Det helt særlige i år var, at to af DRs dramaserier var i indbyrdes kamp om BAFTA-prisen, idet både ’Borgen’ og anden sæson af ’Forbrydelsen’ var nomineret. De øvrige, der havde chancen, var serierne ’Modern Family’ og ’The Slap’ – produceret af henholdsvis 20th Century og Matchbox Pictures.

Gigantisk holdarbejde
”Det er så fantastisk. Vi er meget meget glade og stolte over at få en af verdens fineste tv-priser. Det overgår faktisk vores vildeste forventninger. Med ’Borgen’ er det lykkedes Adam Price og holdet bag at skabe et dramatisk værk om dansk politik, som både danskere og folk i udlandet kan identificere sig med. ’Borgen’ er resultatet af et gigantisk holdarbejde, og denne pris går til alle, der har været involveret i projektet,” siger ’Borgen’s producent Camilla Hammerich.

Seriens hovedforfatter Adam Price og hovedrolleindehaver Sidse Babett Knudsen var blandt andre til stede i London for at modtage BAFTA-prisen.

Fiktionschef Nadia Kløvedal Reich fra DR Fiktion kalder det ”fantastisk”, at DR med ’Borgen’ følger i kølvandet på ’Forbrydelsen II’, og for andet år i træk gør sig gældende i den internationale konkurrence om at være bedste tv-serie.

I kamp med USA
”Det vidner om væsentligheden i, at have en fiktionsafdeling, der skaber rammerne for kontinuitet i udvikling og produktion af tv-serier. Borgen repræsenterer mod og vilje til at fortælle en vedkommende historie om danskernes liv - politisk såvel som privat - og gør det på en underholdende måde, der rækker ud over Danmark. BAFTA er det eneste sted, hvor vi er i konkurrence med tv-seriernes hjemland USA, og det gør den endnu mere attraktiv,” siger hun.

Producenten på ’Forbrydelsen II’, Piv Bernth, er bestemt ikke bitter over, at ’Borgen’ sejrede foran næsen af anden sæson af ’Forbrydelsen’.

”Vi på ’Forbrydelsen II’ glade for, at det blev ’Borgen’, der løb med prisen i år. Det understreger, at DR Fiktion er i særklasse, uanset genre, og vores kolleger fortjener virkelig den pris for deres mod: at fortælle om politisk arbejde og personlige dilemmaer på en underholdende, relevant og medrivende måde. Stort til lykke fra os,” siger hun.

Tredje sæson af ’Borgen’ bliver vist på DR1 og DR HD næste år.


Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002