Kontakt os







 

Ikke store penge i drama-eksport for DR
Fredag 27. april 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I Storbritannien kan de tilsyneladende ikke få nok af danske tv-serier, og det giver ekstra penge til produktion af drama i DR. Men der er ikke tale om store beløb.

Siden DRs dramaserie 'Forbrydelsen' blev sendt på BBC 4 for et år siden, har de britiske medier forelsket sig i alt, der er dansk. Selv 'Borgens' skildring af livet på Christiansborg tog briterne til sig, og da den dansk/svenske krimiserie 'Broen' havde premiere i weekenden, blev englændernes forelskelse i dansk tv vekslet til 'skandimania', hvis man skal tro de britiske medier. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

DR tjener penge, når serierne bliver solgt til britisk tv, og en del af dem bliver brugt til at lave mere dramatik, forklarer DRs fiktionschef, Nadia Kløvedal Reich til Jyllands-Posten.

"Vi vurderer, om der er projekter, som har brug for flere penge til at øge 'production value', og så er salget af 'Forbrydelsen' med til at betyde øget 'production value' i 'Forbrydelsen II'," forklarer Nadia Kløvedal Reich.

Hun understreger, at det ikke er store summer, som DR tjener på salg af de succesfulde dramaserier.

"Vi tilstræber altid at sælge til markedspris, men der er rimeligt faste prispolitikker i forhold til, hvilket slot serierne skal sendes i," siger Nadia Kløvedal Reich - og fortsætter:

"Nu lyder det, som om det er kæmpestore summer, der kommer ind, og det er det ikke, for vi er et lille sprogområde, hvilket betyder, at det stadig er niche-programmer i England".

"Ud fra en gennemsnitlig betragtning på vores serier udgør indtægter fra internationalt salg 2-4 pct. af, hvad det koster at producere en dramaserie," forklarer Nadia Kløvedal Reich

Hun fremhæver dog også, at 'Forbrydelsen' har været en isbryder i forhold til at komme ud på andre markeder, hvor DR ikke tidligere har været, og at 'Forbrydelsen' og andre danske serier, har en stor værdi for at skabe interesse for alt, der er dansk og skandinavisk.


Foto: Sofie Gråbøl som Sarah i første sæson af 'Forbrydelsen'. (Fotograf: Tine Harden)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002