Kontakt os







 

Fire af de fem mest udbredte betalingskanaler er fra TV 2
Torsdag 26. april 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Tv-kanalernes styrke og den øgede konkurrence på markedet for betalings-tv har markant ændret hitlisten over de mest udbredte betalingskanaler. TV 2s kanaler har placeret sig i toppen blandt de betalingskanaler, som flest danske husstande har adgang til. Faktisk er fire af de fem mest udbredte betalingskanaler nu fra TV 2, viser de nyeste tal fra Gallup. Kun SBS' Kanal 5 kan blande sig i Top 5. Til gengæld er både TV3 og TV3+ røget langt ned på Top 10 listen, og Discovery er røget helt ud.
Mest udbredt blandt betalingskanalerne er TV 2s hovedkanal, som kan ses i 95 procent af tv-husstandene.

På de følgende pladser kommer: TV 2 Charlie (74 procent), TV 2 Zulu (71 procent), Kanal 5 (71 procent) og TV 2 News (70 procent).

Dermed er der på få år markant ændret på hitlisten over de mest udbredte kanaler, og det skyldes tv-kanalernes styrke og den forøgede konkurrence på markedet for betalings-tv, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse. Før 2009 var det altid TV3, som havde den største penetration, men denne kanal er nu på sjettepladsen med en udbredelse på 69 procent.

"Danskerne holder af TV 2s kanaler. Det understreges både af TV 2-kanalernes seertilslutning og af alle de kanalafstemninger, som finder sted i landets antenneforeninger," siger salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg, og fortsætter:

"Vi har fem kanaler, som supplerer hinanden godt, og det har både seere og distributører opdaget. Vi oplever stigende interesse fra mange seere og antenneforeninger for at tilbyde en såkaldt TV 2-pakke, hvor forbrugerne ikke behøver at købe en masse andre kanaler for at få adgang til TV 2s kanaler."


TV 2 News: Fra 45 til 70 procents udbredelse

Både TV 2 Charlie, TV 2 Zulu og TV 2 News har haft stor fremgang i udbredelse i årene siden 2007. Mest markant har udviklingen været for TV 2 News, som fra 2007 til 2012 er vokset fra 45 procent til 70 procent i udbredelse.

Også TV 2 Charlies fremgang i seerandel og udbredelse har været bemærkelsesværdig. TV 2 Charlie er nu Danmarks fjerdemest sete kanal blandt alle danskere – kun overgået af TV 2, DR1 og TV3.

Til gengæld er det gået tilbage for TV 2 Film.


Top 10 over de mest udbredte betalingskanaler

Her er de ti mest udbredte betalingskanaler i Danmark i 1. kvartal 2012 - iflg. Gallup. Tallene i parantes viser udbredelsen i 2007 (hele året):

1. TV 2: 95 procent (n/a)
2. TV 2 Charlie: 74 procent (58 procent)
3. TV 2 Zulu: 71 procent (60 procent)
4. Kanal 5: 71 procent (57 procent)
5. TV 2 News: 70 procent (n/a)
6. TV3: 69 procent (66 procent)
7. Kanal 4: 67 procent (57 procent)
8. TV3+: 60 procent (65 procent)
9. 6’eren: 59 procent (n/a)
10. Animal Planet: 54 procent (53 procent)

Ud af Top 10 listen - i forhold til 2007 - er røget: Discovery, MTV og TV 2 Film. Discovery var i 2007 - med en penetration på 59 procent - den 4. mest udbredte betalingskanal i Danmark.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002