Kontakt os







 

Fredericia TV i økonomisk uføre
Torsdag 26. april 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Kulturministeriet, Fredericia kommune og Kanal Syd kræver iflg. Fredercia Dagblad mindst 214.000 kr. fra Fredericia TV, og snart bliver Skats inddrivelsescenter pudset på den lokale tv-station. Sendesamvirket har udelukket Fredericia TV, der dog selv tager situationen helt roligt.
Fredericia TV har hverken aflagt regnskab for 2010 eller 2011 til Radio- og tv-nævnet, og derfor har nævnet nu krævet, at Fredericia TV tilbagebetaler støtten på 114.710 kr. fra 2010, og der er desuden ikke blevet udbetalt støtte for 2011 på 186.000 kr.

Fredericia har fået tre rykkere, og derfor overgår sagen nu til Skat.

Den lokale kommune har hidtil givet Fredericia TV et årligt driftstilskud på 50.000 kr., men det er også slut. Beløbet for 2012 var udbetalt, men det bliver nu krævet tilbage, skriver Fredericia Dagblad videre.

Kanal Syd kræver ligeledes, at Fredericia TV kommer til lommerne. Her skylder Fredericia TV over 50.000 kr., og reelt er den lokale tv-station derfor smidt ud af Kanal Syd.

Hasse Andersen fra Kulturstyrelsen oplyser til Fredericia Dagblad, at Fredericia TV har meddelt styrelsen, at tv-stationen har sendt den sidste udsendelse den 2. januar 2012, og at de tilbageleverer deres programtilladelse.


Formanden tager det roligt

Formand for Fredericia TV, Poul Christensen, mener, at man stadig kan forhandle med Kulturstyrelsen og kommunen, og han tror, at man finder en løsning.

"Sagerne er ikke helt afgjort endnu. Det kunne blive ret mange penge, som vi skylder væk, men det tror jeg ikke, at det bliver," siger Poul Christensen.

Han afviser også, at sendesamvirket har smidt Fredericia TV ud af sendefladen. Han siger i stedet, at der var for få seere, og tv-stationen derfor selv meldte fra.


Ingen økonomiske bånd mellem Fredericia TV og Det Lille Fjernsyn

Som tidligere omtalt er Fredericia TV gået sammen med Det lille Fjernsyn i Bredstrup-Pjedsted om at lancere en ny tv-kanal på YouSees kabelnet.

På baggrund af omtalen af de økonomiske problemer for Fredericia TV, gør Det Lille Fjernsyn - på det kraftigste - opmærksom på, at der ikke er økonomiske bånd mellem Fredericia TV og Det Lille Fjernsyn.

I en pressemeddelelse fra Det Lille Fjernsyn hedder det, at Det Lille Fjernsyn er en sund og velfungerende forening, der lægger stor vægt på, at der er orden i tingene.

Endvidere føler Det Lille Fjernsyn sig misinformeret af Fredericia TV i forhandlingsforløbet, der har været i forbindelse med etableringen af den nye lokale tv-kanal på YouSees kabelnet.

"Grundlaget for et planlagt samarbejde med Fredericia TV, ser ikke ud til at være til stede," hedder det fra Det Lille Fjernsyn, der samtidigt oplyser, at man fortsætter samarbejdet med YouSee.


Se også: http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=20304


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002