Kontakt os







 

1,2 mio. seere så 'Voice'-afgørelsen
Mandag 27. februar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Nok har 'X-Factor' på DR1 mange flere seere end 'Voice'. Og nok har DR mange lørdage aftener presset 'Voice', men TV 2s talentkonkurrence sluttede lørdag på toppen med 1.2 mio. seere, og er den mest sete underholdningsserie lørdage på dansk tv siden 1999.

Da sangeren Kim Wagner lørdag klokken 22.12 blev kåret som vinder af 'Voice – Danmarks største stemme,' blev det fulgt af flere end 1,3 mio. danskere på TV 2. Dermed understregede 'Voice' sin position som den mest sete lørdagsunderholdningsserie på dansk tv siden 1999. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Det gennemsnitlige seertal til lørdagens finale i 'Voice – Danmarks største stemme' var 1.148.000 seere, mens det gennemsnitlige seertal til 'Voice – afgørelsen' var 1.270.000 seere. Og over 1,35 mio. danskere så med, da Kim Wagner blev udråbt som 'Voice'-vinder.

"Finaleshowet lørdag aften var en fantastisk afslutning på en konkurrence, som har haft fuldt fokus på stemmen og på musikalsk talent. At vi står med fire finalister, som alle sammen kunne udkomme med en plade, de selv havde skrevet tekst og musik til, vidner for mig om, at 'Voice's mission om at præsentere nye danske stjerner for seerne er lykkedes. Som program har 'Voice' løftet niveauet i genren væsentligt, og det har seerne honoreret," siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, og fortsætter:

"På TV 2 kan vi kun være stolte over, at vi for alvor har fået sat fokus på dansk musik med 'Toppen af poppen', 'DMA' og senest med 'Voice'. Det har været befriende at kunne præsentere en stærk undergrund af sangere med fokus på talent, faglighed og det seriøse ønske om at skabe sig en karriere – ikke på tv, men på den danske musikscene."

I gennemsnit har 'Voice – Danmarks største stemme' haft 953.000 seere. Man skal helt tilbage til 'Finn’sk Fjernsyn' på TV 2 i 1999 og til 'Skattefri lørdag' på DR1 i 1997 for at finde lørdagsunderholdning med flere seere end 'Voice – Danmarks største stemme'.


Evaluering: 'Voice' handler om ægte talent

TV 2 har gennemført en første og foreløbig programevaluering af 'Voice – Danmarks største stemme,' og her roser seerne det høje musikalske niveau i TV 2s sangkonkurrence.

Iflg. TV 2 fremhæves det positivt, at 'Voice' ikke ligner noget andet musikprogram på grund af programmets fokus på det ægte talent - og ikke kun på virvaret omkring mere eller mindre skæve karakterer. Omgangstonen og stemningen i programmet omtales ligeledes positivt.


Foto: Kim Wagner i 'Voice'-finalen. (Fotograf: Per Arnesen / TV 2)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002