Kontakt os






 

DR Ramasjang sender fra Bardatræf
Onsdag 31. august 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I september og begyndelsen af oktober afgoldes der fem Bardatræf rundt omkring i landet. DR er med til at arrangere, og DR Ramasjang sender direkte fra disse Bardatræf søndage fra kl. 09.30. Første gang nu på søndag den 4. september.
Hvis man samler 19.000 børn og deres forældre, 1.000 rollespillere, 400 liter trylledrik, 40 orker, 13 tv-værter, ét slot, én slotsruin og rigeligt med sværd, og fordeler det hele mellem fem skove i hver sin ende af landet - så har man opskriften på Bardatræf.

Den usædvanlige liste afslører, at det ikke bliver en helt almindelig skovtur, når DR og Roskildegruppen åbner dørene til Bardatræf de næste fem weekender over hele landet. Her kan hele familien nemlig tage på en eventyrlig rejse ind i det magiske univers fra DRs tv-serie Barda og selv spille hovedrollerne i deres eget eventyr.

Ved første Bardatræf i 2006 deltog 3.500. Sidste år var mere end 12.000 deltagere samlet i skoven ved Sorø og det betyder at Bardatræf på få år er blevet en af Europas største rollespilsevents. Succesen har været så stor, at Bardatræf nu - som noget nyt - også rejser til Svendborg, Haderslev, Kalø og Rebild Bakker for at give endnu flere familier mulighed for at lege med i Bardas univers.

At stå ansigt til ansigt med en ork eller en børnevært er en del af DRs strategi på børneområde i disse år:

"Vi ønsker at åbne vores universer for brugerne og give dem en mulighed for at lege med. Samtidig vil vi gerne involvere os i børnenes virkelighed - og involvere deres virkelighed i vores indhold. Det kan vi med skønne arrangementer som Cirkussummarum, Nørd Camp, Høvdingebold og ikke mindst Bardatræf," siger Birgitte Fredsby, chefredaktør på Børne- og Ungeområdet i DR.

Billetter til Bardatræf kan købes på www.barda.dk. Her kan man også finde inspiration til den helt rigtige udklædning, et fuldt program og praktiske oplysninger om dagen.



Foto: Bardatræf er en familiedag baseret på det eventyrlige univers fra tv-serien Barda. (Fotograf: Anders Jung)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002