Kontakt os







 

TV 2 bryder 'tirsdags-forbandelsen'
Tirsdag 30. november 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I årevis har tirsdag aften været et problembarn for TV 2, og der blev ind imellem på TV 2 talt om 'tirsdags-forbandelsen', fordi TV 2s programmer ofte blev klemt af DR1s stærkeste programmer og skarp konkurrence fra kommercielle tv-kanaler. Men med en satsning på fakta- og livsstils-programmer er det i efteråret 2010 lykkedes for TV 2 at vinde tirsdagen og gøre dagen til en af ugens bedste.
Fra at være ugens svageste TV 2-dag har tirsdag i dette efterår været en af ugens stærkeste TV 2-dage. Faktisk er tirsdagens primetime den bedste for TV 2 siden foråret 2006.

"Tirsdag har i flere år været ugens absolut hårdeste dag at slå igennem på. Vi har arbejdet målrettet for at dominere tirsdagen, og nu er det lykkedes. Med høje seertal til 'Stjernerne på slottet', 'BS og basserne' og 'Alarm 112' har vi siddet massivt på tirsdagene blandt de 21-50-årige - trods den stærke konkurrence fra DR1 og TV3. Med 'Hva’ bruden ikke ved' har vi endnu et stærkt format, der presser de kommercielle kanaler. Det er vi rigtigt stolte af," udtaler TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

I september-november 2010 har TV 2s hovedkanal tirsdage klokken 20-22 haft en kommerciel seerandel på 45,0 procent. Sidste efterår var det tilsvarende tal 35,2 procent , mens andelen i foråret 2010 var 36,0 procent.

Kendetegnende for tirsdagens programmer har været, at både TV 2-programmerne 'Hva’ bruden ikke ved' og 'Stjernerne på slottet' har formået klart at slå DR1s stærke 'Hammerslag' blandt de 21-50-årige. Det samme har TV 2s 'Alarm 112' gjort med 'Kontant', og endelig har 'BS og basserne' klart overgået TV-Aavisen.

TV 2s programchef, Keld Reinicke, er stolt over den tirsdag, TV 2 har tilbudt danskerne i efteråret.

"Med 'BS og basserne' laver vi aspirerende, nærværende programmer, der er TV 2, når det er bedst. Med 'Hva’ bruden ikke ved' tager vi temperaturen på danske kønsroller på en sjov og rørende måde, og med 'Stjernerne på slottet' leverer vi klasse underholdning," siger programchefen.

Det stærke programudbud på TV 2 og DR1 har betydet lavere seertal til programmer på de rent kommercielle kanaler, konstaterer TV 2. TV3s 'Luksusfælden' har mistet share og seere, og det samme har Kanal 4’s 'De unge mødre' og Kanal 5’s 'C.S.I'-afsnit. Det nye TV3-program 'Far, mor og berømt' blev set af 173.000 danskere, mens Kanal 4 måtte nøjes med henholdsvis 54.000 og 75.000 seere i gennemsnit til 'Kunsten at overleve som barn', som blev støttet af Public Service Puljen, og 'Rock’n’roll camping med Sidney & co.'


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002