Kontakt os







 

TV 2 News bruger Venstre-spindoktor til kommende valgdækning
Mandag 25. oktober 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Statsministeren Lars Løkke Rasmussens spindoktor og fortrolige medarbejder gennem fem år, Ulla Østergaard, vil komme til at står for planlægningen af valgdækningen på TV 2 News, når der kommer et folketingsvalg indenfor det kommende år. Det bekræfter kanalchef Mikkel Hertz over for Journalisten.dk. Ulla Østergaard, der stadig har en god forbindelse til statsministeren og er gift med skatteminister Troels Lund Poulsens pressechef, har senest gjort sig bemærket ved at undskylde overfor Statsministeriet, at statsministeren blev udsat for et interview uden forudgående aftale.
Ulla Østergaard var 2001-2006 spindoktor for daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Fra lanceringen af TV 2 News var hun redaktør her, men blev en kort periode pressechef i Ny Alliance, mens partiet stadig havde Naser Khader (nu konservativ) i spidsen. Siden december 2007 er Ulla Østergaard tilbage på TV 2 News.

Nu skal Ulla Østergaard så stå for dækningen af det forestående Folketingsvalg for TV 2 News.

"Ulla Østergaard har ansvaret for at lave skabelonen til valgkampsdækningen på TV 2 News. Det består i at komme med et koncept til, hvilke programmer der skal være, og hvornår de skal ligge. Hvad der skal ligge i den første uge, anden uge og sidste uge og sørge for, at det bliver økonomiberegnet," siger kanalchef Mikkel Hertz til Journalisten.dk.

Ulla Østergaard er også ansvarlig for alle magasiner på TV 2 News. Det drejer sig blandt andet om 'Mogensens og Kristiansen,' 'Tirsdagsanalysen' og 'Ellemann og Lykketoft'.

Senest har Ulla Østergaard gjort sig bemærket, da hun ringede til Statsministeriet og undskyldte, at en TV 2-journalist stillede statsministeren spørgsmål for rullende kamera om overbetalingen af de private sygehuse uden en forudgående aftale. Iflg. flere medier fik det statsministeren til at stoppe op, men uden at svare på journalistens spørgsmål. Han lavede med andre ord en Birthe Rønn. Efter flere pinefulde sekunders tavshed, prøvede journalisten igen at stille et spørgsmål, men blev denne gang afbrudt af en vred statsminister, der gav journalisten en skideballe.

Kanalchef Mikkel Hertz besluttede at optagelsen af den først tavse og derefter vrede statsminister ikke skulle sendes, og at interviewet helt skulle slettes fra TV 2s arkiv.

Journalisten.dk har forsøgt at gennemføre et interview med Ulla Østergaard, men hun ville ikke fortælle om hendes rolle i dækningen af det kommende folketingsvalg.

"Jamen, hvorfor spørger du om det?" - og "Nej, det ser jeg ikke nogen grund til. Hvorfor er det relevant?", var responsen fra Ulla Østergaard.

Efter i flere dage at have forsvaret bortcensureringen af den sure Lars Løkke, har TV 2s kanalchef Mikkel Hertz, iflg. Ritzau, mandag aften på et medarbejdermøde på TV 2 nu beklaget, at han beordrede optagelsen slettet.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002