Kontakt os






 

Jens Rohde vil se beviser
Mandag 27. september 2010
Af Poul Foged
 
Jens Rohde svarer nu igen på Lisbeth Knudsen påstande om, at han har truet DR på bevillingerne. Til Journalisten.dk siger han: "Hvis det virkelig var rigtigt, at jeg havde truet DR på licensmidlerne, så skulle Lisbeth Knudsen have lagt sms'en frem, dengang det havde betydning. Nu er det kun eftersnak, til gavn for historiebøgerne. Hvis det virkelig var rigtigt, så var det jo en alvorlig sag, som hun burde have påtalt offentligt. Det ville faktisk være pligtforsømmelse ikke at lægge det frem dengang, hvis det virkelig var sket".
Lisbeth Knudsen sagde i 'Presselogen' på TV 2 News søndag, at der var et voldsomt politisk pres på DR fra regeringen. Det var helt legitimt, bortset fra de gange, hvor Jens Rohde gik over stregen.

Jens Rohde står ved, at han ofte ringede til journalisterne på TV-Avisen for at påpege fejl eller forkerte citater.

"Det er ikke kun gået ud over DR-journalister. Jeg har ofte ringet til den, jeg har talt med, og det er muligt, at jeg har gjort det en gang eller to for meget, og at jeg har været for gal, når jeg har gjort det. Men jeg har aldrig forsøgt at få dem til at tegne et mere blåt billede af verden, På dagbladene klynker de aldrig, i den henseende er DR heller ikke fredet," siger Rohde.

Jens Rohde gør i øvrigt opmærksom på, at Lisbeth Knudsen og DRs tidligere generaldirektør Christian Nissen ofte selv kontaktede ham.

"De ringede jo selv, for at sikre alle deres interesser. Og det er jo fair nok. Sådan er det i politik. DR er en politisk kampplads. Det er jo den vigtigste kulturinstitution, vi har i Danmark. Lisbeth Knudsen og Christian Nissen blev i mine kredse ofte beskyldt for at være forlovet med Socialdemokraterne. Der stod jeg altid op for dem, fordi jeg anså dem for at være superprofessionelle mediefolk. Det virker som om, de har et eller andet personligt i klemme her og at respekten ikke er gensidig," siger Jens Rohde til Journalisten.dk.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002