Kontakt os







 

Jens Rohde truede DR på pengepungen
Mandag 27. september 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Daværende politisk ordfører for Venstre og nu Europa-parlamentariker for Venstre, Jens Rohde, truede DR på bevillingerne, hvis ikke TV-Avisen ændrede et indslag til næste udgave. Det siger Berlingske Tidendes chefredaktør og tidligere nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, til TV 2 News. Iflg. Lisbeth Knudsen ringede Jens Rohde i tide og utide til TV-Avisens sekretariat og til studieværterne - og kom med forskellige synspunkter på udsendelserne. I det hele taget var der et voldsomt politisk pres på DR fra regeringen.
"Der hvor det blev kritisk var, hvor Jens Rohde ringede i tide og utide ned i TV-Avisens sekretariat og til studieværten og kom med forskellige synspunkter på udsendelsen. Det skulle han selvfølgelig have gjort til mig i stedet for. Og det var kritisabelt synes jeg, at han sendte en sms, hvor han knyttede medieforligsforhandlingerne sammen med, om vi konkret ændrede et indslag til næste tv-avis," siger Lisbeth Knudsen til TV 2 News programmet Presselogen iflg. Journalisten.dk.

Lisbeth Knudsen fortalte videre, at Jens Rohde truede direkte med, at det ville kunne koste DR noget i medieforligsforhandlingerne, hvis DR ikke makkede ret.

Og Jens Rohde var på dette tidspunkt Venstres medieordfører.

Ingen har tidligere direkte villet lægge navn til, at Jens Rohde knyttede kritik af TV-Avisen sammen med DRs bevillinger, skriver Journalisten.dk.

Journalisten citerede dog i 2007 anonyme kilder for, at Jens Rohde i 2006 sendte en advarende SMS til DRs generaldirektør Kenneth Plummer, hvor han knyttede programkritik direkte sammen med medieforhandlingerne.

Dengang reagerede Jens Rohde ved at true Journalisten med en retssag: "Jeg har aldrig truet nogen. Det er fuldstændig fri fantasi. Du kommer til at dokumentere det, og du kommer til at dokumentere det i en retssag. Det er et løfte. Ikke en trussel," sagde Jens Rohde, som dog aldrig gik videre med sagen.


DR er samfundsbevarende

Lisbeth Knudsen siger i øvrigt i 'Presselogen', at da hun kom til DR, var der en tendens til at DR var meget "samfundsbevarende."

"Hver gang, der kom en lille ting op, så fandt vi de tre eksperter og fire kommentatorer, som kunne sige noget kritisk om det. På den måde bliver vi samfundsbevarende i stedet for at lukke nye tanker ind i debatten. Da den borgerlige regering kom til, havde man en tendens til at lukke sig om det bestående," siger Lisbeth Knudsen .

Og Dansk Folkeparti - ja de "kom ud på alle kanaler på et hvilket som helst tidspunkt", lyder det fra Lisbeth Knudsen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002