Kontakt os







 

Hele Norden skal ’Spise med Price’
Fredag 27. august 2010
Af Karsten Jensen
 
Nordmændene har allerede fået ”rigeligt med smør” i sommer, og også svenskerne og finnerne har nu udsigt til at skulle ’Spise med Price’.

DRs madbrødre har i hvert fald charmet sig ind blandt programlæggerne i de øvrige nordiske lande, hvor seerne i 2010 og 2011 skal til højbords med de to.

Hos NRK i Norge er programmet blevet omdøbt til ’Munter mat’, og her har James og Adam Price haft den fornemme sendetid onsdag klokken 20.15 sommeren over, og de har det også på onsdag.

”I gennemsnit er de blevet set af 39 procent af alle med fjernsynet tændt mellem klokken 20.15 og 20.45. Det svarer til 380.000 seere, og dermed holder de det niveau, som NRK-programmer i primetime har i Norge på det tidspunkt,” lyder det fra medieforskerne i NRK.

Fra Finland lyder meldingen fra planlægningschef Nicolina Zilliacus-Korsström hos den svensksprogede kanal hos YLE - Finlands svar på DR, at ’Spise med Price’ kommer på sendeplanen i 2011.

”Vi håber naturligvis, at brødrene bliver den succes, som de helt klart fortjener,” siger hun.

Også svenskerne har udsigt til at få komponisten og dramatikeren på skærmen med alt fra mormormad over surt show med citroner til nye måder at lave surströmning på.

”Vi har taget de tre sæsoner hjem af serien, som nu er lavet, men vi er ikke begyndt at sende dem endnu. Startdatoen ligger ikke helt fast endnu,” fortæller Jesper Petersson, der vælger nordiske programmer ud for SVT gennem det såkaldte Nordvisions-samarbejde.

’Spise med Price’ sikrede sig både ’Seerprisen’ og hæderen for ’Bedste livsstilsprogram’, da den danske tv-branche klappede sig selv på skulderen for en uge siden som en afslutning på årets Tv-festival.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002