Kontakt os







 

Bagger-interview møder kritik af DR's seerredaktør
Fredag 21. maj 2010
Af Karsten Jensen
 
DR's egen lytter og seerredaktør, Jacob Christian Mollerup, retter nukritik af aftalerne omkring Reimer Bo Christensens interview med Stein Bagger.
Lytternes og seernes redaktør foreslår total åbenhed om DR-værters bijob - og en ny DR-kurs for interviews med krimi-kendisser. Jacob Christian Mollerup, skriver i sin klumme på DR:

Reimer Bo får drøje hug i disse dage. Også for drøje. Alt hvad der kritiseres, er jo dog først og sidst ledelsens ansvar. Det er DR-chefer, der har købt det omstridte Stein Bagger-interview. Det er DR-chefer, der har tilladt aflønningsmetoden.

Det var en helt usædvanlig dårlig model, DR anvendte, da man indkøbte et eksklusivt interview med Stein Bagger fra en deltidsansat studieværts private produktionsselskab. Man kan ikke have en højtprofileret studievært, der det ene øjeblik er fastansat og det næste øjeblik - fra sit eget stofområde - sælger et særligt scoop til DR. At den pågældende var ansat på deltid gør det ikke meget bedre: Der var tale om journalistik, som var helt inde i kernen af det, man løbende dækker på det program - 21 Søndag - som Reimer Bo er vært for. Derfor duer det ikke.

Man har forsvaret det med, at det var en aftale, der var indgået, mens Reimer Bo ikke var ansat i DR. Det forklarer måske forløbet - men gør sådan set ikke fejlen mindre. Aftalen burde have været genforhandlet, da han sidste sommer - efter en periode som selvstændig - igen blev ansat i DR som fast og højtprofileret studievært. Det var her, man burde have sikre rene linjer.

Åbenhed om bijob
Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup har fastslået, at noget lignende ikke vil ske igen. Når jeg alligevel tager sagen op, er det fordi jeg mener, at DR's ledelse bør gå et skridt videre: Når DR giver sine ansatte tilladelse til bijob (den slags kræver i DR en skriftlig tilladelse fra chefen) er det i dag noget, der bliver mellem chefen og medarbejderen. Jeg synes, det skal være offentlig viden. Det bør fremgå - f.eks. på www.dr.dk - hvilke former for bijob, den enkelte DR-medarbejder har fået tilladelse til. Det vil være et klart signal om åbenhed. Seere og lyttere vil selv kunne tjekke, i hvilket omfang DR lever op til sine egne idealer. Samtidig til en sådan åbenhed utvivlsomt have en selvregulerende effekt.

Den aktuelle sag er speciel i den forstand, at det omstridte bijob var bestilt af en anden del af DR. Men da studieværten er sit programs ansigt udadtil, bør han kun løse andre opgaver, hvis hans egne chefer har godkendt det efter bijob-reglernes ånd og bogstav.
Det kan måske lyde en smule bureaukratisk. Men i et hus der i den grad skal tjene offentligheden - og samtidig har offentlighedens kritiske søgelys rettet mod sig - er det nødvendigt med klare regler og en stor grad af åbenhed.

DR og forbryderne
Indholdet af det famøse interview er også blevet kritiseret. Her er et par citater fra den post, jeg har modtaget de seneste dage:

"Hvor var de dybdeborende spørgsmål og de kritiske øjne?"

"….en naiv platform for Baggers forsvarstale."

"Hvorfor blev der ikke gravet i de forbrydelser, som Stein åbenbart har begået?"

"I er med til at forherlige forbrydere."

Kanalchef Ulla Pors fra DR1 har forsvaret interviewet. Hun skriver bl.a. til flere aviser:

"Stein Bagger er den centrale skikkelse i en af de absolut største og mest omtalte erhvervsskandaler og svindelsager herhjemme. Og interviewet er det første, siden Bagger modtog en dom på syv år for svindel. Der er skrevet seks bøger og mere end 3.000 artikler om Bagger og hans store svindelnummer. Den eneste, vi ikke har hørt fra, er manden selv."

Det er et relevant synspunkt, men når så mange alligevel føler, at kæden springer af, hænger det sammen med flere ting: For det første at en række af disse interviews med kendte lovovertrædere er lavet af journalister, der ikke kender de konkrete sager så godt, at de virkelig kan lave et kritisk og kontant interview. Samtidig præsenteres et interview som det med Stein Bagger med trailere og foromtaler, som var en statsmand værdig. Det er alt sammen med til, at det skifter karakter: Det bliver ikke den dømte, der i et kritisk interview omsider får lov at komme med sin forklaring. Det ligner mere endnu en "krimi-kendis", der får rullet løberen ud på den store public service-kanal.

Billedet er ikke sort-hvidt. Der er mange nuancer i disse redaktionelle overvejelser. Og det skal ikke glemmes, at det faktisk var et klassisk scoop, at DR fik det første længere interview med de seneste års mest omtalte pengejonglør.

Men der er alligevel grund til, at DR overvejer sin "krimi-kendis"-kurs. Det gik helt galt, da Aftenshowet på DR1 forrige år lagde sendeflade til et hyggeligt indslag med morderen Jørn 'Jønke' Nielsen, der står i spidsen for en organisation, der trækker et spor af vold og narkokriminalitet gennem landet. Her var grænsen indlysende overskredet. Men også når det gælder mindre alvorlige forbrydelser, kan DR med fordel overveje, hvordan man bedst laver fair og kritisk journalistisk, når man næste gang sender interviews med topkriminelle i den bedste sendetid.


Skrevet af: Jacob Christian Mollerup på dr.dk


Foto: DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002