Kontakt os






 

DR-journalist får ordener fra Polen og Finland
Fredag 21. maj 2010
Af Karsten Jensen
 
For journalist Lisbeth Jessen fra DR Historie og Videnskab er maj blevet en lidt særpræget måned. Hun har fået to ordener; noget, hun overhovedet ikke havde forestillet sig.
På tirsdag den 25. maj får hun overrakt Den Finske Løveorden på Finlands Ambassade i København. Og tidligere på måneden - på Polens nationaldag - modtog hun en pro meritis-orden, en fortjenstmedalje fra Polsk-Skandinavisk Forskningsinstitut. Derved kom hun samtidig i fornemt selskab, for den nu afdøde pave Johannes Paul den 2. har også fået den.

Lisbeth Jessen, der har arbejdet hos DR i København siden slutningen af 1980'erne, får begge priser for sine montager og tv-dokumentarer.

Den Finske Løveorden får hun for sine programmer om finnebørn. Under Anden Verdenskrig blev flere end 70.000 børn sendt ud af Finland, væk fra de russiske bombardementer, krigens sult og deres forældre. Knap 4000 af børnene kom til Danmark, og da krigen sluttede, var det meningen, at alle børn skulle tilbage til Finland. Men ikke alle vendte hjem. Lisbeth Jessen fandt frem til flere af de børn, der blev i Danmark og filmede også nogle af dem, der blev sendt hjem i Finland.

Den polske orden modtager Lisbeth Jessen for gennem længere tid at have arbejdet med at fortælle om Katyn. Først producerede hun radiomontagen 'Doktor Tramsens Rapport' om en dansk læge, der under Anden Verdenskrig tog et hoved med hjem fra en massegrav i Katyn. Denne montage modtog en andenplads ved Prix Italia i 2006, og det er montagen, der er udgangspunktet for tv-dokumentaren 'Kraniet fra Katyn' om massakren mod de 15.000 myrdede polske officerer. I over 50 år fortiede Sovjet, at det var dem, der stod bag massakren, men den danske læge, Helge Tramsen kendte sandheden.
Lisbeth Jessen har også skrevet bogen 'Kraniet fra Katyn'.

"Jeg er både glad og beæret over priserne, og det er da ganske specielt, at jeg lige pludselig får to udenlandske ordener på én måned. Men som jeg også understregede i min takketale over for polakkerne, er det ikke fordi jeg er en særlig Polen-patriot, at jeg har lavet montagen, dokumentaren og også bogen om Kraniet fra Katyn. Jeg har gjort det, fordi det er en god historie," siger Lisbeth Jessen.

'Kraniet fra Katyn' er lavet af DR i en co-produktion med SVT i Sverige, YLE i Finland, VRT i Belgien og polsk tv, og de er faktisk blevet lidt af en eksportsucces, beretter DR Internationalt Salg. Udover at være vist i Norden har tv-seere i USA, Polen, Israel, Belgien, Tyskland og Frankrig kunnet se 'Kraniet fra Katyn'.

Lisbeth Jessen er bestemt ikke ubekendt med at modtage priser i forvejen. Hun har modtaget den prestigefyldte Prix Italia-pris for sine radiomontager to gange, og har også modtaget en Prix Europa én gang.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002